Vinderne af pingprisen 2024

Bedste danske tegneserie

Johan F. Krarup: Robin får et arbejde (Optic Circus Press/Fiesta Forlaget)

Hvad hvis den kappeklædte hævner fandtes i virkeligheden? Og hvad hvis han arbejdede i den danske stats tjeneste – i hvert fald ifølge ham selv? Fra de første fortællinger om Bruce og Robin har Johan Krarup bevist, at der stort potentiale i selv den mest kiksede anti-helt.

Robin får et arbejde udfrier ambitionerne fra de kortere historier. Det evige sidekick bliver hovedperson i sit eget eventyr, og det går selvfølgelig galt. Stakkels Robin skifter én sociopatisk arbejdsgiver ud med en anden, og hans uskyldige ønske om at stå på egne ben ender i en dybt bizar tragedie. Zoologisk Have vil aldrig blive den samme…

Krarup er en formidabel humorist. Tegneserierne om Bruce og Robin demonstrerer hans veludviklede sans for det akavede, det pinlige og det grænseoverskridende. Stregen er præcis, timingen perfekt. Det er til tider næsten ulideligt – men vi kan ikke kigge væk.

Derfor får Robin får et arbejde Pingprisen for Bedste danske tegneserie.

Bedste internationale tegneserie

Emily Carroll: A Guest in the House (Macmillan)

A Guest in the House er en gyser om at være tro mod sig selv – eller snarere: om hvad der sker, hvis man ikke er det.

En ung kvinde gifter sig til en bekvem pakkeløsning med enkemand og barn i et stort hus ved en ugenert skovsø. Rollen som hustru og stedmoder falder hende ikke naturligt, men hellere det end at overgive sig til de voldsomme drømme, hun hjemsøges af.

Snart bobler drømmene dog op til overfladen. Med lige dele gore og malerisk passion tager Carroll os med gennem sprækkerne i kvindens ellers ulideligt forudsigelige og monokrome hverdag. Vi rives med i et ’whodunnit’-mysterium om, hvem der faktisk er gæst i huset. Det er et vildt og overraskende univers, som er svært at slippe.

Derfor vinder A Guest in the House årets Pingpris for Bedste internationale tegneserie.

Bedste internationale tegneserie på dansk

Nora Dåsnes: Ubesvaret opkald, oversat af Anne Krogh Hørning (Turbine)

Vi har kun hinanden, og vi har kun nu.

I tiden efter terrorangrebet på Utøya er vores hovedperson Rebekka frosset i en choktilstand. Trods gymnasielivet venter og verden går videre, lurer frygten hele tiden under overfladen. For hvad nu, hvis det sker igen? Og må man overhovedet være så påvirket, når man aldrig selv var i fare?

Nora Dåsnes fortæller den gribende historie gennem et levende visuelt udtryk, velvalgte farver og stemningsfuld kontrast mellem minder og nutid. Den danske udgaves udstyr giver tegneserien de bedste vilkår og oversættelsen rammer præcist stemningen og replikkernes naturlige talesprog.

Unge læsere har især brug for fortællinger der sætter ord på sårbare følelser, meningsløshed og angst. Fortællinger, der lader os reflektere over vores fælles verden og giver os håb. Det mestrer Ubesvaret opkald med sin nænsomt fortalte historie, der går under huden på sin læser. Derfor vinder den Pingprisen for Bedste internationale tegneserie på dansk.

Bedste børne/ ungdomstegneserie​

Jeppe Sandholt: Ørn (Fahrenheit)

Ørn har høje ambitioner. Det en omfangsrige debut, der sprudler af begejstring – og det er en tegneserie, der sætter barnet i centrum. En klassisk dannelsesrejse, fyldt med besværlige familier og nørdekultur – nåh ja, og så en forældreløs ørn, forklædt som hemmelig lillebror.

Karaktererne er elskværdige, farvevalget fascinerende og de tilsyneladende simple sider gemmer på materiale nok til mange genlæsninger. Den tager sin hovedpersons problemer alvorligt og lader ham langsomt opdage, hvad det vil sige at være et ordentligt menneske.

Sandholts fortælleglæde smitter i en sådan grad, at ens fingre klistrer til bogen og man ikke kan holde op med at bladre. Juryen er VILDE med Ørn – og er sikre på, at yngre læsere også vil være det. Derfor vinder den Pingprisen for Bedste børne/ungdomstegneserie.

Bedste danske nettegneserie​

Thomas Bugge (Instagram)

”Kender du det når man skal sove, men man skal bare lige se et hulemaleri mere! Pludselig er du flere kilometer nede i en hule og soluret siger kvart i fire”. Sådan spørger en huleperson i en af Thomas Bugges striber, og sådan spørger vi også, når vi læser dem.

Enhver popstjerne kan fortælle dig, hvor svært det er at være nem. Det kræver finesse, mådehold og talent at lave hits. Måske Bugge ville svare det samme, hvis man spurgte ind til hemmeligheden bag hans Instagram-fortællinger.

Der er stadig parforholdskriser, og Sven, Anna og Karen er stadig bedårende som hovedpersoner i Bugges univers. Nu er der så også drillenisser, eksilnisser og fædre i tigerspring. Med sin julekalender fik Bugge ny benzin på tanken, og gennem tiden har han simpelthen skærpet sine striber, så pointerne elegant swipes frem.

Drillenissernes tid er oprunden og derfor vinder Thomas Bugge årets Pingpris for Bedste danske nettegneserie.

https://www.instagram.com/thomas__bugge/

Bedste danske debut​

Anne Bomholt: Karl (Cobolt)

Karl er en spøgelseshistorie – men på sin helt egen, stilfærdige og charmerende måde, som vi ikke har set før i dansk tegneserie. Det er en novelle og et portræt af et barn, der ikke helt passer ind med de andre – lidt for langsom, lidt for ubeslutsom, bare lidt forkert. Indtil hun møder spøgelset Karl og finder sin egen rytme.

Hovedpersonen Helenas enspænder-liv afspejles i fortællemåden. Historien folder sig ud i genkendelige sommerhus-scener og vignetter, lidt akavet i sit eget tempo, der ikke bryder sig meget om klassisk fortællestruktur, og ikke er bange for stilhed. Alligevel får vi en gennemtænkt historie, der fremmaner nostalgi og sommervarme.

Især faldt juryen for de stiliserede persontegninger – frisurer som hjelme, solbrændte ansigter og lidt for mange tæer og fingre. Der er stort potentiale i Bomholts særegne visuelle univers. Derfor vinder Karl Pingprisen for Bedste danske debut.

Årets journalistiske tegner​

Christoffer Zieler (Weekendavisen)

Med B’læst formår Zieler at spidde kultureliten ved at give dem præcis det, de gerne vil have.

Der er intet pusterum i hans kompakte tegninger – til gengæld er der skruet helt op for farverne og zoomet helt ind på figurerne. Godt med syre, rigelig bitterhed, presset til det yderste af, hvad den kommenterende avisstribe kan formå. Der er tårnhøje kunstneriske ambitioner, når banale betragtninger og fællesbedrag skal spiddes.

I fire skarpt skårne ruder affyrer Zieler bredsider mod dårligt sprog, indholdstomme samtaler og præstationskultur. Men først og fremmest er det os, der står for skud: læserne, de prætentiøse skiderikker, der tror verden kan reddes af kunsten. Vi er hovedpersoner i en undergangsroman, og det er Zieler, som kortlægger vores deroute.

Derfor er han Årets Journalistiske Tegner.

Pingprisens Ærespris 2024

Jens Peder Agger

Et fyrtårn. Danmarks første tegneserieaktivist, og tillige uhyre indflydelsesrig redaktør, forlægger og forfatter og oversætter. Få har haft så stor indflydelse på dansk tegneserie som Jens Peder Agger, der modtager Pingprisens Ærespris 2024.
Redaktør-kollega Carsten Søndergaard gennemgår den enorme indsats og motiverer for prisen.

Læs hele begrundelsen hos nummer9.dk

ping vignette