Christoffer Zieler (Weekendavisen)

Nomineret i kategorien: årets journalistiske tegner

Derouten kortlagt i fire vertikale billeder

Christoffer Zieler har fået nok af os. Vi er med hans egne ord den “uendelige båndsløjfe” af bedrevidende uvidenhed, der opkogte af solen erklærer at have ret. Udfoldet dumhed er den destruktive kraft, selv når viljen er den bedste. Verden har ikke tid til naivitet. Endsige rum, for hans stribe i Weekendavisen er inddelt i fire vertikale strimler.

Christoffer Zieler tegner ikke længere langsomme dialoger på hvide flader afrundet af en tænksom erkendelse. Lufthullerne er væk, farverne er kompakte, stedvist tilsat syre, mens konturer og konturløshed konfronterer hinanden.

Ultimativt er hvert eneste billede en dystopi, der ganget med fire fører i en narrativ bue mod undergangen. Narrationen er stramt fastholdt indsat i faktabokse, der blotlægger hvert et argument for ikke at tage viden, forståelse og udveksling til sig. Vi bliver hovedpersoner i en undergangsroman, og det er Christoffer Zieler, som kortlægger vores deroute.

ping vignette