Virtuost eksekveret temafest med crime novels anno 1970 som omdrejningspunkt

Når Daniel Clowes udkommer med en ny tegneserie, er det noget af det tætteste, mediet kommer på en verdensbegivenhed. Clowes er en af få tilbageværende, nordamerikanske hanelefanter, som strejfer rundt både i og uden for indie-reservatet og engang imellem brøler højt nok til at blive bemærket på den større, populærkulturelle scene.

Monica er formelt en novellesamling, men som titlen også antyder reelt et portræt af en person og et liv. Titelpersonen er en succesfuld stearinlysfabrikant med en tumultarisk opvækst. Clowes skildrer hendes liv og levned igennem en række mere eller mindre surrealistiske punktnedslag, fra 2. Verdenskrig over Monicas mors vej ind i hippiemiljøet til afdøde bedstefædre, der bliver ved med at kommunikere igennem gamle transistorradioer og horrorlignende skildringer af mystiske kultbevægelser, der inficerer større og mindre samfund og gør folk ondt.

Alle ni noveller er forbundet og krydsrefererede i det næsten uendelige og danner en samlet fortælling om en kvindes liv og søgen efter sin oprindelse og i sidste ende sig selv i Clowes’ vanlige indirekte selvportræt-stil. Formatet og tegningerne bringer mindelser om amerikanske skræk-, romance- og krigs-tegneseriehæfter fra 50’erne og 60’erne, men bliver brugt med omtrent samme formål som Burns’ Last Look-trilogi. Resultatet er bizart og fascinerende og frastødende på en enormt meningsfuld måde, og Clowes cementerer ligesom med Patience fra 2016 sin status på de store, amerikanske stepper.