Vinderne af Pingprisen 2019
Bedste danske tegneserie
“Death save” af Rune Ryberg
Rune Rybergs ”Death Save” er en stilsikker syntese af det gamle og det ny, det sikre og det sære. Værket rummer eviggyldige temaer som venskab, drømme og kærlighed. Men også en mærkelig, selvdestruktiv lilla gekko i rullekrave.
I en farvefuld, udsyret storby befolket af antropomorfe dyr følger vi flipperkammerarterne Rick & Bass i forsøget på at ’blive til noget’ og på for alt i verden at undgå kedsomheden.
Det er en vild, sorgløs ungdomshistorie fortalt med stor energi, indlevelse og nostalgi.
Bedste internationale tegneserie på dansk
“Skamløs” af Pénélope Bagieu
Med Skamløs har Pénélope Bagieu sat sig for at rehabilitere 15 historiske kvindeskikkelser, der levede livet præcis som det passede dem.
Lige fra Wu Zetian, den første og eneste kvindelige kejser af Kina, til den skæggede dame Clementine Delait, der blev et sexsymbol i første verdenskrigs skyttegrave.
Bagieus vidunderlige streg bringer de ukuelige kvinder til live med vid og charme. Hendes miniportrætter giver på rekordtid en fornemmelse af, hvem de her mennesker var, og hvorfor de gjorde, som de gjorde.
Bedste internationale tegneserie
“Sabrina” af Nick Drnaso
Da unge Sabrina bliver offer for en sindsforstyrret morder, står hendes kæreste og familie sønderknuste tilbage. Ondt bliver værre, da en video af det bestialske mord begynder at cirkulere på internettet, hvor tosser og trolls fortolker den, som Fanden læser biblen.
Nick Drnasos Sabrina foregår i en postfaktuel verden, hvor virtuelle fællesskaber definerer deres egne sandheder – uafhængigt af fakta og sund fornuft. Den verden er desværre vores verden.
Med Sabrina holder Drnaso et spejl op foran en verden, hvor virkeligheden er til diskussion og empati er i restordre. Det er et mesterligt samtidsportræt.
Bedste børne/ ungdomstegneserie
“Lonely Journey” af Ida Rørholm Davidsen
Med sin debut Lonely Journey skildrer Ida Rørholm Davidsen unge Annas ensomhed og outsiderstatus, så den føles troværdig, hjerteskærende og ægte.
Anna lever i uoverskuelige, øde bylandskaber, der afspejler hendes sindstilstand og som står i kontrast til den lyse, farverige computerverden, som hun søger tilflugt i. Det er muligvis et klassisk virkemiddel, men det fungerer rigtig godt.
Lonely Journey er en trist og rigtig fin tegneserie om den ensomhed og følelse af utilstrækkelighed som mange unge bærer i sig.
Bedste danske debut
Line Høj Høstrup: Det rette element
Den unge kvinde Ellen drømmer om et perfekt liv i et perfekt hus, da hun bliver ramt af en invaliderende dødelig sydom. Hvad gør hun så?
Den stenhårde præmis forløser Line Høj Høstrup elegant og rørende i sin debut ”Det rette element”. For debutanten Høstrup kan det hele, skabe personer og skrive replikker der synes ægte, sømløst struktere en historie i flere lag, og lade farverne frækt fortælle med.
Det er en smukt forløst historie, der på en gang er eksistentiel, og handler om i dag, hvor især mange unge vil leve perfekte liv, og ikke ved hvad der rammer, når virkeligheden i al dens uretfærdige uperfektion ramler ned over dem.
Bedste danske nettegneserie
Tor Fruergaard og Sissel Dalsgaard Thomsen: Betsy and the mutant scouts
Børnevenlig splatter. Betsy and the mutant scouts er historien om tykke oversete Betsys kamp mod en deling muterede monsterspejdere.
Tror vi i hvert fald. For så langt er Tor Fruergaard og Sissel Dalsgaard Thomsen endnu ikke nået med deres fortløbende historie.
Men det der er udkommet sprudler af humor, hjerte og en ordentlig dosis derudad-energi. Fortalt i en cartoony streg og med fuld udnyttelse af nettets muligheder, blandt andet ved at bruge animerede tegninger. Som for eksempel når atomkraftværket springer i luften, eller en spejderdreng brækker tarmene ud.
På en sjov måde.
Der er internationalt snit over Betsy and the mutant scouts. Det er årets bedste danske nettegneserie.
Årets journalistiske tegner
Philip Ytournel
Philip Ytournel er en klassisk avistegner med et twist. Der er en helt særlig nerve i hans naivistiske og let genkendelige tegnestil, og han har et naturligt flow, som om han aldrig har lavet andet. Man fornemmer vindsuset når han med imponerende fart sprøjter tegninger ud på stribe.
Han har en sjælden satirisk og humoristisk sans og en skarp indsigt, og hans evne til at udstille politiske begivenheder og skælles al spin af dem er uovertruffen. Cut the bullshit princippet.
Han er blevet et synonym med Politiken og er allerede blevet en af de største avistegnere landet har haft. Han er også årets journalistiske tegner.
Pingprisens ærespris 2019
Paw Mathiasen
Forlægger og redaktør, forlaget Fahrenheit (og meget andet).