”linehostrup” af Line Høj Høstrup

Nomineret i kategorien BEDSTE DANSKE NETTEGNESERIE

Forældreskab i fire ruder 

Line Høstrup vandt Pingprisen for Bedste danske nettegneserie i 2022 for de tegnede dagbogsstriber, hun deler på Instagram. Og netop som hun blev hyldet for den form og stil hun har brugt år på at forfine, blev posen godt og grundigt rystet. Høstrup skulle være mor – og hvad skulle det nu betyde for tegneserierne? Den voksende mave, efterfulgt af det voksende barn, brød ind i den efterhånden veletablerede verden, der hidtil handlede om rejser, om kreativt arbejde og om den familie, Høstrup selv er formet af. Med generationsskiftet går mange af de sammen temaer igen – Høstrups avatar rejser stadig, tegner stadig, forholder sig stadig til sin familie, men nu med en lille, men insisterende, tilføjelse. 

Den humoristiske stribestil fortalt i fire ruder viste sig at have vældigt god plads til den nye fase i Høstrups liv. Hun tegner sig ind i den voksende tendens til at fremstille forældreskabets indfiltring i andre former for arbejde og de mange banale, frustrerende og grinagtige erfaringer, man gør sig som forælder til et lille barn. Forældreskabet har føjet til Høstrups univers og udvidet dets grænser, uden at miste kontakten til kernen af hendes fortællerstemme og visuelle udtryk.

www.instagram.com/linehostrup/