Bob Katzenelson

Nomineret i kategorien: Årets journalistiske tegner

Den prekære modstandstegning

Bob Katzenelson er freelancer og har draget konsekvensen af tegnernes prekære situation.

De trykte medier, hvor bladtegnerstanden havde deres store tid, er i stadig større fart på vej mod afgrunden, og de digitale medieformater, hvor tegnerne en overgang fandt en intens scene, er også ved at bukke under. Hvad gør en tegner så, når bestillingerne tørrer ind? Han griber pennen og skaber sig sin egen opgave: hver dag sin tegning. Hver eneste dag lægger Bob Katzenelson en ny tegning ud på de sociale medier med afsæt i et ord eller vending. Motivet gør mindre, det handler om at udfolde sin kunnen og kaste sig ud sammen med sin pen, hvor de to ikke har været før.

Vi mødes med en energi lysende fra billedfladen, vi længe ikke har set mage til i bladtegningen. Det er tegneglæde og kunnen i deres stærkeste forening.

Bob Katzenelsons daglige handling bliver en manifestation på vegne af hele tegnerstanden.