Fred Tornager: Gunhild 1 (Cobolt)

Nomineret i kategorien: bedste børne/ungdomstegneserie
Aserne som du aldrig har fået dem før
Gunhild er den fødte fighter. Som ildjætte opvokset blandt mennesker har hun altid været udenfor, men hun har store ambitioner: nogen må standse Ragnarok – og hvis guderne ikke vil? Ja, så må Gunhild jo blive en gud og gøre det selv. Derfra går historien i fuldt firspring, gennem en verden der frit blander nordisk mytologi og en magisk eventyrverden, hvor Fred Tornager udfolder al sin kreativitet og fortællelyst.
Tornager er vidunderligt fri af forventningerne til, hvordan tegneserier om nordisk mytologi ’bør’ være. Her er fuld knald på shonen-manga-stil, skråsikkert talesprog og dynamisk billedfortælling. Det er farvestrålende og nyskabende, med skøre fortolkninger af ældgammelt arvegods. Selv den mest modstræbende unge læser må overgive sig til Gundhild, der er helt sin egen og sprudler af eventyr. Og historien er heldigvis kun lige begyndt!