Christophe Blain/Jean-Marc Jancovici:
Hvis verden skal bestå (Fahrenheit)
Oversætter: Søren Vinterberg

Nomineret i kategorien: bedste internationale tegneserie på dansk

Samtale om verdens fremtid

Vejen til klimakrisens løsning går igennem oplysning, håb og handling. Det er i hvert fald konceptet bag Jancovici og Blains samtaletegneserie, der hele tiden peger på løsninger og muligheder midt i et ellers stærkt deprimerende emne. Den succesfulde tegneserieskaber Blains nedsmeltning i sommeren 2018 får ham til sidst til at handle på den eneste måde han kan – ved at lave en tegneserie.

Overfor klimaekspert Jancovici spiller Blain hele tiden spørgejørgen, der er skeptisk overfor atomkraft og egentlig hellere vil satse på sol- og vindenergi, indtil den knastørre Jancovici ridser perspektiverne i et liv med afhængighed af disse op, når menneskeheden hele tiden skriger på mere og mere energi.

For at få det tunge emne til at glide ned, må Blain trække på al sin erfaring som tegneseriekunstner og inddrage superhelte, en rødhåret moder jord og alskens virkemidler for at formidle emnet, så læseren hænger på og indser, at der faktisk er mulige løsninger. I hvert fald hvis verden skal bestå.