Yoshiharu Tsuge/Ryan Holmberg:
Oba Electroplating Factory (Drawn & Quarterly)

Nomineret i kategorien: bedste internationale tegneserie

Livets knusende udfordring

Tsuges pionerarbejde indenfor autofiktive tegneserier fra 1970erne foreligger for første gang på engelsk i denne, det fjerde bind af Drawn & Quarterlys kompletudgivelse af hans klassiske bidrag til den japanske alternativscene.

 Titelhistorien samler erindringer fra barndommens arbejde i 1950ernes Østtokyos små metalpladeværksteder, der bl.a. producerede komponenter til amerikanernes krigsførelse i Korea. Det er en skildring af udtæring og armod, rig på stoflighed i tegninger og detaljer i miljøskildringen af efterkrigstidens Japans industrielle fremvækst.

 Andre historier i opsamlingen trækker på Tsuges oplevelser som ung tegneserieskaber i en anden i perioden voksende industri, samt på de ture han tog til kursteder på landet, der for ham bliver særlig arnested for skildringen af menneskeligt begær og fejlbarlighed.

 Tsuge portrætterer i disse historier en generation af arbejdere, hustlere og drømmere på kanten af kollaps. Han indfanger næsten sindbilledet oplevelsen af livet som knusende udfordring. Det er kradsende livsnær tegneseriekunst.