Taiyo Matsumoto:
Tokyo These Days, Vol 1 (Viz Media)

Nomineret i kategorien: bedste internationale tegneserie

Et bittersødt kig bag mangaverdenens kulisser

En mangaredaktør bliver afskediget fra forlaget, hvor han arbejder, fordi hans nye tegneserieantologi (tænk Shonen Jump, men artsy) ikke sælger. Shiozawa, som redaktøren hedder, brænder for manga. Han betragter tegneserier som en kunstart, en personlig udtryksform, og det gør ham til en farlig excentriker i den japanske forlagsbranche. Så da hans seneste projekt fejler, falder hammeren.

Men Shiozawa giver ikke op. Han beslutter sig for at starte et nyt magasin, kun med arbejde fra hans personlige yndlingstegnere, og at udgive det selv.

Sådan lyder den simple præmis i Tokyo These Days, et bittersødt kig ind bag mangaverdenens kulisser. Redaktøren rejser rundt og besøger tegnere for at overbevise dem om at bidrage til hans projekt: Nogle er afdankede, andre gået på pension, atter andre har tabt gnisten midt i en umenneskeligt travl hverdag som mainstream mangategner.

Alle skildres de med stor kærlighed af Taiyo Matsumoto, som sjældent har tegnet smukkere og mere indfølt: Hans løse, blyantsagtige streg er en ode til Tokyo og tegnerne, og de manifesterer yndefuldt en verden, man lykkeligt overgiver sig til kapitel efter kapitel.