Signe Dagmar Herlevsen:
Inge (Æther)

Nomineret i kategorien: bedste danske debut

Psykedelisk rejse mod døden

Signe Dagmar Herlevsen har begået en mildest talt anderledes historie om døden. Vi følger blomsten Inge og hendes to venner – fuglen Gokke, der er grov i munden, og enhjørningen Kløver, som er lidt af en gangster. Inge får en dag tændt en skovbrand ved et uheld, og kommer ud på en lang, til tider psykedelisk, rejse mod at lære at passe på sig selv og verden omkring hende. Historien bringer os dog ikke derhen vi tror. Vi får ikke en forløsning hvor alt ender godt, men derimod en fortælling om årstidernes skiften, og altings død og fødsel.

Signe Dagmar Herlevsen formår i sin debut noget så svært som at balancere sin historie mellem hurtige, action-drevne sekvenser og lange, stemningsfulde passager med spreads, der lukker læseren ind i den absurde verden, som historien udspiller sig i. At farverne i den risotrykte tegneserie er holdt i pink, solgul og søgrøn, bidrager kun til fornemmelsen. Det er en bog der har godt af at blive genlæst, sådan som kun de historier med virkelig gods i har det.