Sammy Harkham: Blood of the Virgin (Pantheon)
Nomineret i kategorien: bedste internationale tegneserie
Bittersød skæbnefortælling fra Hollywoods skyggeside
27-årige Seymour er en drømmer. Han søgte til 1970’ernes Hollywood for at skabe stor filmkunst, men kan kun finde arbejde som filmklipper på gyserfilm fra drømmefabrikkens laveste skuffe. Så da Seymours slimede chef giver ham chancen for at instruere sin egen film, kaster han sig kompromisløst ind i opgaven. Det skulle han ikke have gjort.
Blood of the Virgin er en fortælling om at søge det sublime i en verden, der kun respekterer kontant afregning. Men Sammy Harkhams kalejdoskopiske fortælling, oprindeligt udgivet over 14 år i hæfteserien Crickets, er meget mere end det. Den er en kærlighedserklæring til filmbyen i al sin nederdrægtige vælde, et portræt af et dysfunktionelt ægteskab, en meditation over nedarvede traumer og meget mere. Kill your darlings, lyder rådet ofte til manuskriptforfattere. Harkham lader dem leve.
Tegneserieskaberen har et skarpt blik for sine figurers små og store faibler. Han kan skildre frustrationer på et filmset, så man skiftevis ler og river sig i håret. Og han er en sublim billedfortæller, der både kan lade tiden strække sig som en elastik i lyriske køreture gennem LAs bylandskaber og skrue tempoet op i stressende staccato-sekvenser. Seymour fik måske aldrig lavet stor fortællekunst, men det gjorde Harkham.