Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi: MIRA 8 (Gyldendal)
Nomineret i kategorien: bedste børne/ungdomstegneserie
Tween-drama, der går rent ind
I ottende del i sagaen om Mira, skal Mira og veninderne på lejrskole. Hvad der skulle have været en hyggelig tur, viser sig at skabe problemer. For de er ikke de eneste der skal på lejrskole og pigerne fatter hurtigt interesse for de lidt ældre drenge, som de møder på lejrpladsen. Der kommer grus i venindemaskineriet da både Mira og en af veninderne får et godt øje til den samme dreng.
Stregen i bogen er som altid udført af Rasmus Bregnhøi og er fuld af fine detaljer, der gør at bogen endnu engang går rent ind og sætter sig fast i læseren. Som i de andre bøger i serien er teenageres hverdagsproblemer, tanker og følelser troværdigt beskrevet, hvilket helt sikkert er en af grundene til at bøgerne er populære. Der er mange der kan spejle sig i de ting som Mira oplever og det er med til at give følelsen af sammenhold og at man ikke er alene med de tanker.