Lars Kramhøft (Information)
Nomineret i kategorien: årets journalistiske tegner
Den store danske samtidsroman, én stribe ad gangen
Lars Kramhøft kunne allerede sidste år markere sin stribe nr. 100 i Dagbladet Information. Han er dermed undervejs med at skabe en samtidsroman, hvis persongalleri med centrum i hovedpersonen Jakob personificerer vinkler af prekariatet.
Per definition er figurerne uden fremtidsudsigter, og så meget desto mere forsøger de at finde veje til at slå igennem og udkaster til hinanden, hvad tiden diskuterer eller menes at kalde på. I deres stræben kan de fremstå provokerende og selvmodsigende, men det egentligt provokerende i deres liv er stribernes grundfortælling om udnyttelsen af dem på et arbejdsmarked, der ikke har plads til dem, og et boligmarked, som er helt lukket for dem.
Lars Kramhøft er i den for tegnere unikke position at blive præsenteret i oversigten over næste dags avis med overskrifter som “En grusom fornægtelse får konsekvenser” og “En farlig ide spreder sig i det danske samfund”. Det er officielt tegning som begivenhed, og at han som tegner er nået frem understreges af, at hans stribe en gang om ugen deler avis med forbilledet Garry Trudeaus Doonesbury.