Kristine Tiedt: Hvad er porno? (Gyldendal)
Nomineret i kategorien: bedste danske tegneserie
Porno-oplysning til folket!
En kvinde, en kusse og en forsker kører ned til en havn… Det er ikke begyndelsen på en plat vits, tværtimod – det er udgangspunktet for Kristine Tiedts imponerende ubesværede 2’er, Hvad er porno? Vi genbesøger figurerne fra Tiedts debut, Orgasmebogen (2020), der i fællesskab udforsker viden og spørgsmål om sex, lyst og samtykke. I denne omgang er det altså pornografi, der står for skud. Tiedt bruger tegneserieformen og rammefortællingen til at dykke dybt ned i data om pornoforbrug, genrer, ulighed og arbejdsvilkår. Uden skyggen af berøringsangst lader hun sine figurer gå ind i svære samtaler om skam, etik, liderlighed og kapitalisme.
Tiedt er en af de fremmeste tegneserieskabere i Danmark, der løfter arven fra Liv Strömquist med eget tydelige præg. Den bløde streg, den stilsikkert douche farvelægning og den effektive brug af pauser lader Tiedt veksle mellem hardcore fakta og intime øjeblikke. Med Hvad er porno? giver hun sine læsere mulighed for at tage porno alvorligt, fordi hun giver plads både til at grine og til at tænke efter.