“Wayfinders: Off Course” af Snackbag Studios

Nomineret i kategorien BEDSTE DANSKE NETTEGNESERIE

Episk queer-fantasy om venskab og store følelser 

Snackbag Studios, et kollektiv bestående af Heidi ’Nat’ Holmeå, Cecilie ’Q’ Mainz Thorsen og Line ’Ziggie’ Posselt Bechmann, har taget både læsere og investorer med storm. ”Wayfinders: Off Course”, der er vokset ud af trioens Dungeons&Dragons-kampagner, er en queer epic fantasy-fortælling om venskab, familie, skibbrud og store følelser. Fortælleglæden står ud af samtlige sider, der udgives serielt på platformene Webtoon og Tapas, og kombinerer en fortællerytme, man kender fra lange episke webcomics, men med en kærlighed til albumformatet og den velkomponerede tegneserieside.

Snackbag Studios beskriver historien som en ’slow burn found family’-fortælling og indtil videre holder de løftet: Hovedpersonerne har rige indre liv og svære erfaringer med i bagagen, og da de tvinges sammen af uforudsigelige omstændigheder, må de trodse frygten og lære at stole på hinanden. Der er masser af humor, især til den nørdede side og tenderende til slapstick. Men ængsteligheden og ønsket om at høre til får også plads, understøttet af de smukke tegninger og den tålmodige fortællerytme.

tapas.io/series/WayfindersOffCourse/info

www.webtoons.com/en/challenge/wayfinders-off-course

Wayfinders forside