Opfindsom og barsk middelalder-ramasjang med hundehelte.

I tegneseriens verden er antropomorfiske dyr typisk mere menneskelige end dyriske. De går på to ben som mennesker, ræsonnerer som mennesker, og vi identificerer os med dem som mennesker.

Anderledes med hundefigurerne i spanske Paus ”Sagaen om Atlas & Axis”: De er mindst lige så meget canis lupus familiaris, som de er homo sapiens. Når de sover, drikker og gør kur, gør de det som hunde. De er kærlige, opfarende og impulsive, som hunde kan være det. Men de taler, bor og slåsser som mennesker, og er i stand til at stille sig selv etiske spørgsmål uden svar.

Det bliver der brug for i bind 1 af ”Sagaen om Atlas & Axis”, hvor de to titelfigurers hjemby bliver plyndret af hærgende vikinger. Vi befinder os i en form for antropomorfisk middelalder, og Atlas’ søster – som også er Axis’ crush – er blandt de bortførte kvinder fra landsbyen. Vores to helte sætter ud for at komme hende til undsætning. Og for at få hævn.

Pau kombinerer elegant tegnede figurer udført i en spændstig, cartoony streg med overdådige, digitalt malede baggrunde. Det er der kommet en smuk tegneserie ud af, som diskret skubber til den  klassiske fransk/belgiske ramasjangs grænser: Her er både (antydet) hundeelskov, Stockholm-syndrom og moralske gråtoner.

80 sider, Cobolt