”Metax” af Antoine Cossé
Nomineret i kategorien: BEDSTE INTERNATIONALE TEGNESERIE
Antoine Cossé brillier i yndefuld råstofthriller
Vi befinder os i en fjern fremtid, hvor en enevældig konge regerer over bystaten Ronin City og udpiner planeten i jagt på det eftertragtede råstof metax, som ikke alene er en uundværlig brændstofkilde – det kan også både helbrede, dræbe og forvandle folk til fugle.
I skyggerne – og dem er der mange tunge og smukke af i franske Antoine Cossés yndefulde tegneserie – brygger en oprørsbevægelse af økoterrorister på en plan, der skal sætte en stopper for kongens tyranni. Et mystisk magtspil finder sted, men vi får kun tågede og dragende glimt at realiteterne bag.
’Metax’ er noget så sjældent som en gådefuld fabel og hæsblæsende råstofthriller på én og samme tid. Med sin vekslen mellem lys og skygge, fede strøg og fine linjer og med dramatiske skift i perspektivet, brillerer Antoine Cossé og ’Metax’ bliver en organisk pulserende og meget taktil læseoplevelse.
300 sider, Fantagraphics