jurymedlem: Jakob melander

Jeg er forfatter til en række kriminal- og spændingsromaner. Min fjortende titel, Lysets Engel, udkommer til juni, men inden har jeg haft en lad os bare sige broget karriere: Som dreng ville jeg skrive romaner og tegne tegneserier inspireret af Blueberry, men også mange af tegnerne i det amerikanske Heavy Metal og den franske original, Metal Hurlant tiltrak mig. Samtidig tyrede jeg science-fiction, fantasy og kriminalromaner. Desværre måtte jeg indse, at tegnetalentet ikke holdt, og i gymnasiet begyndte jeg at spille musik i diverse punk- og rockbands. Det morede jeg mig med i tretten år, spillede i hele Danmark, i Tyskland og på Orange Scene på Roskilde (i 1991). 

 

Som 31-årig begyndte jeg at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvorfra jeg dimitterede seks år senere. Herfra fulgte flere års skiftende arbejde på teatre og i reklamebranchen, før jeg fik idéen til min første kriminalroman, Øjesten, der udkom i 2013. Siden da har jeg skrevet flere serier, der enten er blevet eller er under udgivelse i hele norden og på engelsk, de første også på tysk, italiensk, hollandsk og slovakisk.

 

Da jeg var mindre sagde min forældre altid, når noget ikke var helt fint, at det var “kulørt”. Siden har jeg altid set det som et hæderstegn. Jeg elsker det kulørte!  

Foto: Thomas Howalt Andersen