
Nomineret i kategorien: ÅRETS JOURNALISTISKE TEGNER
Gitte Skov sparker vores ribben ind. Smertefuldt sammenrullede erkender vi sandheden, hun holder op for os. Udsigt til lykkelige løsninger er en løgn, hun ikke spilder sin – og vores – intelligens på. Med smerten kommer humoren, der tager statsministre, talemønstre og håndbryggede smoothies med ekstra bundfald på ordet og lader dem svulme op til dimensioner, der ikke lader et hjørne efterladt i skygge. På Weekendavisen fortolker hun den politiske dagsorden foruden videnskabens forsøg og opdagelser, hvortil hun skaber verdener af vægtløse teksturer for beskueren selv at undres og gå ind i – i tegningen som i livet.