Årets jury 2024

En alsidig jury bestående af branche- og kulturpersonligheder med stor entusiasme for tegneserier har fået stillet den ansvarsfulde opgave at udvælge vinderne af årets Pingpriser.
 Læs mere om jurymedlemmerne herunder.

Charlotte Fabricius

Charlotte Fabricius

Charlotte J. Fabricius forsker i danske og digitale tegneserier og underviser i engelsk litteratur på Syddansk Universitet. Hun blev ph.d. i kulturstudier i 2021 og udgav i 2023 bogen ‘Super-Girls of the Future’, om pigefigurer i superheltetegneserier fra årtusindeskiftet og frem. Derudover er hun blogredaktør og skribent for tegneserietidsskriftet Nummer 9 og hyppigt at finde i medierne og som interviewer og moderator, når der er køn og tegneserier på dagsordenen.

Taina Hvidlykke

Foto: Vibeke Bork Madsen

Taina Hvidlykke

Taina Hvidlykke er kulturformidler, cand.comm. med tværkulturel baggrund. Taina har håndtekstet tegneserier professionelt til albums og avisstriber og er stadig vild med visuelle fortællinger. Dertil arbejder hun som visuel kunstner, skribent og oversætter, samt ved diverse kulturprojekter.

Rasmus Kolbe

Rasmus Kolbe aka Lakserytteren

Rasmus Kolbe, også kendt som “Lakserytteren” repræsenterer en fusion af kreativitet, digital indflydelse og litterær dygtighed. Udover at være en af Danmarks mest kendte influencere, er han også kreativ direktør og forfatter, hvilket afspejler sig i han mange projekter og indhold. Rasmus har en fantastisk evne til at engagere det yngre publikum, hvilket gør ham til en markant figur inden for børneunderholdning og digitale medier. 

Med en fortid som den førende danske personlighed på Snapchat og en imponerende tilstedeværelse på bl.a. YouTube, Instagram og TikTok, har Rasmus formået at opbygge en imponerende følgerskare og etablere sig som en af de mest indflydelsesrige stemmer på den danske digitale scene. Han bidrager i den grad til at berige dansk onlinekultur med sin unikke tilgang til indholdsskabelse og digital storytelling.

Felix Katzenelson

Foto: Sofia Kloch

Felix Katzenelson

Journalist og kritiker, født 1993. Jeg skriver om kultur og kærlighed og anmelder ting, mest bøger, på Politiken. Jeg er vokset op med en tegnerfar i et tegneseriehjem. Så om ikke tegneserier ind med modermælken, så i hvert fald med tegneserien som arnested for alt muligt andet.

Henry Sørensen

Henry Sørensen

Henry Sørensen har været del af den danske tegneseriebranche igennem tre årtier i forskellige forklædninger. Dels som tegneserieskaber, som kritiker og formidler og som mangeårig pusher i Faraos Cigarer. Han har skrevet om tegneserier i bl.a. STRIP!, Rackham, Bild & Bubbla og Information. Han er medstifter af Nummer 9 og fjerde musketér i Radio Rackham. I dag sælger han bøger – både med og uden illustrationer – i Vangsgaards antikvariat.

Sofie Louise Dam

Sofie Louise Dam

Sofie Louise Dam er tegner og dimitterede i 2017 som en del af det første hold af grafiske fortællere fra tegneserieuddannelsen på The Animation Workshop.Siden da har hun arbejdet på illustrerede projekter for børn og voksne, heriblandt tegneserien This Land is My Land: A Graphic History of Big Dreams, Micronations, and Other Self-Made States og børnetegneserien Hviskeleg, som i 2022 var nomineret til Pingprisen i kategorien Bedste børne-/ungdomstegneserie. Hun har desuden beskæftiget sig med baggrundsdesign til animation og videnskabsformidling. Hun har sit virke fra tegnestuen Kulkælderen på Vesterbro.

Karla Von Bengtson

Karla Von Bengtson

Karla von Bengtson er en anerkendt instruktør og manuskriptforfatter bosat i København. Med over tre årtiers erfaring fra den danske animationsindustri, har Karla først som animator og character designer, og siden 2004 som instruktør fra Den Danske Filmskole, arbejdet med animerede universer til primært børn og unge. Hun har skrevet og instrueret flere film, blandt andet ‘Tigre & Tatoveringer’, ‘NABOspionen’ samt instrueret og medforfattet den nylige portrætserie ‘Kender Du Hende’.

ping vignette