Vinderne af Pingprisen 2017
Bedste danske tegneserie
”Dansker” af Halfdan Pisket (Fahrenheit)
Det er en voldsom, intens og intim oplevelse at bladre igennem siderne på Dansker, der mesterligt skildrer et desperat menneske i en desperat tid.
Tegningerne minder både om stencils fra Ungdomshuset, om ekspressionistiske syretrips og om symbolladet realisme. Ordene er få og velvalgte, når de da ikke helt forsvinder og lader billederne tale for sig selv. Fortællingen er storladen og dog næsten forsagt af natur og helt tæt på.
Dansker, og den trilogi om Halfdan Piskets far, som den er sidste del af, er en kraftpræstation og en af de største bedrifter i dansk tegneseries historie. Det er et værk om en vigtig del af vores samtid, som vil blive læst mange år frem i tiden.
Bedste internationale tegneserie på dansk
”Mørkets skønhed” af Kerasoet og Vehlmann (Forlæns)
En lille pige ligger død i skoven og ud af hendes øjne, øre, næse og mund vælter det frem med små prinser, dukkebørn og andre søde væsner. Vores heltinde, den gæve Aurora, kæmper bravt for at gøre alle trygge, glade og mætte i den skræmmende nye verden i skovbunden. Men dukkebørnene er ikke så rare, som de ser ud til; tværtimod er de egenrådige og grusomme og dét i en sådan grad, at de får folkeskole-klassikeren Fluernes Herre af William Golding til at fremstå tam.
Mørkets skønhed skaber med sin fnuglette poetiske og feminine streg og sine sarte pastelfarvetoner et indbydende og lækkert udtryk. Dette står i grel kontrast til de horrible ting, der foregår de små nuttede dukker imellem. Man kan mærke, hvordan dette uhyggelige og ækle børneunivers sprudler af energi og kreativitet.
Bedste internationale tegneserie
“The Art of Charlie Chan Hock Chye” af Sonny Liew (Pantheon)
Sonny Liew tildeles Ping-prisen for Bedste udenlandske tegneserie med The Art of Charlie Chan Hock Chye. Tegneserien er umiddelbart en coffee table book over en singaporeansk tegneserietegner Charlie Chans liv og værk, bl.a. med hans skitser og upublicerede tegneserier. Når det kommer til stykket, er det en overordentlig ambitiøs fortælling om kampene for Singapores uafhængighed fra det britiske imperium i 1950erne og 1960erne. Hovedpersonerne er to historiske forkæmpere for uafhængighed – Lim Chin Siong og Lee Kuan Yew – og så Charlie Chan som, coffee table book og skitser til trods, aldrig har eksisteret.
The Art of Charlie Chan tilhører den efterhånden anselige gruppe af tegneserier, som fremstiller en bestemt historisk begivenhed eller periode gennem øjnene på et almindeligt menneske. Det gør Sonny Liew ekstraordinært godt, samtidig med at han skiller sig ud ved at lege med genre- og mediekonventioner på måder som bliver ved med at overraske og imponere hen over de mere end 300 sider.
Sonny Liew’s tegneserie krydser imellem politisk historie og tegneseriehistorie på måder som tydeligt illustrerer mediets substans og historiske forankring, samtidig med at The Art of Charlie Chan Hock Chye sætter spørgsmålstegn ved forestillingen om Singapores historie i ental. Netop de mange fortællinger om Singapore og tegneseriens leg med fakta og fiktion ender med at gøre læseren meget klogere på Singapores historie – og en fornem læseoplevelse rigere.
Bedste nettegneserie
“Myths From the Underground” af Lawrence Marvit
Med et smukt flow præsenteres den ene smukke side efter den anden, og det, der egentlig kunne mistænkes for at være et fortærsket stof, får nyt liv og bliver til sin egen fortælling om den skæbne man ikke kan undslippe; uendeligt liv eller ej. Over de første kapitler bliver en verden, der eksisterer parallelt med vores egen flot foldet ud, men ikke kun som et megaplot, der skal forklare vores egen verdens fortrædeligheder, nej, i den verden finder vi også, en mordgåde, der, som de æsker og skabe, der optræder i fortællingen, hele tiden afslører nye facetter af alt det gode fortællinger er gjort af; spørgsmål om hvad vi egentlig skal få ud af vores tid på jorden.
På den måde bliver Myths from the Underground til mere end endnu en banal fortælling om enten skæbne eller mord. I stedet får vi igennem de små forskydninger, der flytter fortællingen fra de kendte former, en moderne tragedie, der udfordrer både vores forhold til myten og detektiven, hvor sidstnævnte optræder som den forbumlede og ulykkeligt forelsket kærlighedsgud, der vel egentlig helst vil skyde sig selv.
Bedste danske debut
“My Dead Mother” af Clara Jetsmark (Uncivilized books)
Clara Jetsmarks My Dead Mother er en original og modig debut. Det lille orange hæfte rummer en imponerende fortælling om tabet af en mor fortalt med lige dele sårbarhed og komik. Det på sin vis absurde udgangspunkt er en ung kvindes forsøg på at komme af med den døde moders bandageindbundne og arrige hoved, der under mærkværdige omstændigheder er endt med at sidde fast oven på hendes eget. Sat i et mytisk univers af shamaner, urtedoktorer og fabeldyr udrulles den medrivende historie om, hvordan den nørdede datter med hjælp fra sin drengeglade veninde kæmper for at komme over ens med fortiden.
Clara Jetsmark er uddannet fraGrafisk Fortælling ved The Animation Workshop i Viborg og har med My Dead Mother begået en særegen og meget løfterig debut. Persongalleriet er yderst charmerende, dialogen er frisk og vellykket og man skal ikke lade sig narre af den arkæiske setting – vi har her at gøre med en moderne tegneserie, der i et enkelt og stilsikkert formsprog taler direkte til læseren i sin rørende udforskning af sorgens natur.
Bedste børne/ ungdomstegneserie
”Zenobia” af Morten Dürr (tekst) og Lars Horneman (tegninger) (Cobolt)
Det kan være meget vovet at skrive om andres ulykke på sikker afstand af de forhold, der er den ødelæggende faktor. Det kan nemt bliver formynderisk, bedrevidende og opdragende, hvilket altid efter lader læseren kold og blaseret. Det er i lyset af de forhold i udsigelsen, at Zenobia er løfter sig op som et vigtigt og smukt værk om en af de mange tragedier, der foregår lige uden for vores endnu trygge Europa.
Men ikke nok med det. For det er ikke kun som et humanistisk opråb, at Zenobia hædres med en Pingpris. Den er nemlig også i sin egen ret et enormt vellykket stykke litteratur. Forsigtig spindes der igennem en uskyldig gemmeleg en fortælling omkrig barnets trang til tryghed og genkendelse, der spejler sig uhyggeligt i den tragedie, de fleste af os ikke magter at se på, endsige selv opsøge og finde. Barnet drukner ikke kun havet, barnet drukner også i vores manglende opmærksomhed, vores manglende vilje til at øve omsorg for vores næste. Barnets leg med ensomheden bliver fatal, og det er næsten ikke til at bære.
Årets journalistiske tegner
Morten Voigt, Kristeligt Dagblad
Vinderen af ”Årets journalistiske tegner” er Morten Voigt.
Morten Voigt laver billeder, man både har lyst til at se i sin avis og have hængende på sin væg. Der er tale om skarp satire iblandet støvede farver og en klar streg, der altid rammer hovedet på sømmet med finurlige afbildninger af svære situationer.
Oftest leder Voigts tegninger i højere grad tankerne hen på propagandistisk plakatkunst end på striber og streger. Der bliver ikke gået rundt om den varme grød, når tunge temaer som begrænset ytringsfrihed, radikalisering af unge og krigstraumer behandles med skarpsindighed og glimt i øjet.
Hans metaforik er ofte enkel, men originalt tænkt, og skildret på en måde, der ikke ligner mange andre bladtegnere. Man er sjældent i tvivl om, hvem der står bag, når man støder på en af Voigts produktioner.
Pingprisens ærespris 2017
Morten Søndergaard
Motivation af tegneseriekritiker Matthias Wivel:
Morten Søndergård er en af den danske tegneseriekulturs store formidlere. Han er bedre kendt som Marvel-Morten, et tilnavn Interpresse-redaktør Henning Kure påtvang ham dengang i 1984, da de to sammen foranstaltede forlagets eksemplariske nylancering af Marvels superhelteunivers på dansk og Morten skulle have et brevkassealias. Han har været mange år om at tage det til sig, da det altid har gjort ham lidt utilpas. Navnet er da heller ikke dækkende, Mortens imponerende ekspertise på feltet til trods: han taler ligefremt, vidende og ukrukket om højt og lavt – fra Jack Kirby til Shakespeare. Og man lytter altid med.
Det var hans evne til at kommunikere, der gjorde at han brændte igennem som Marvel-Morten, læserens medsammensvorne. Men det var hans ekspertise og Kures blik for de store linjer, der gjorde Interpresses Marvel-linje til en så væsentlig, og stadig underkendt, populærkulturel manifestation i såvel Danmark som resten af Skandinavien. Tidligere forsøg med Marvels serier havde været kaotiske og kvalitetsudfordrede; Interpresse etablerede Marvel-universet i al dets vidtforgrenede vælde i danske læseres bevidsthed, med udsøgte udgivelser af det amerikanske forlags bedste superhelteserier fra 1960ernes fundament til 1980ernes nybrud.
Morten fortsatte sin rolle som redaktør, brevkassebestyrer og oversætter frem til 2006. Hans arbejde var eksemplarisk. Han strammede op og skar til, når der var brug for det og skånede således læserne for meget vås. Blandt hans stolteste øjeblikke var da han i midt-halvfemserne eliminerede flere dusin amerikanske numres kontinuitet fra den forkætrede, såkaldte ’klonsaga’ – et lavpunkt i Spider-Mans udgivelseshistorie, der spredte sig over to år og snesevis af blade – mellem to billeder i et dansk nummer af Edderkoppen. Hans egentlige bête noire var imidlertid Chris Claremont, den centrale forfatter på Marvels X-Men gennem tre årtier. Det skete givetvis ikke uden blod, sved og tårer, men det lykkedes konsekvent Morten at nedtone Claremonts svulstige ordflom, så serierne blev mere læsbare på dansk end på originalsproget.
Morten fortsætter i dag sin rolle som jordbunden ambassadør udi det fantastiske, bl.a. med podcastet Supersnak, indspillet i fællesskab med hans (nu også fhv.) efterfølger som Marvel-redaktør, Kim ’Helt’ Schou. Der er flere grunde til hans sliddygtighed. En er, at han gennem et efterhånden langt liv har fastholdt sin evne til at lade sig begejstre, uanset hvor idiosynkratisk det kan virke – når han insisterer på, at Peter Jacksons Lord of the Rings-trilogi kan og bør sammenstilles med Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey fattes man ord, men denne uforudsigelighed kaster en friskhed af sig.
Mere grundlæggende kærer Morten sig imidlertid om substansen, samtidig med at han bekender sig inspireret til klassikerne, hvad enten det gælder tegneserier, genrelitteratur eller film. Hans smag er for det bredt tilgængelige og almenmenneskeligt appellerende – Hitchcock over Godard. Håndværk værdsættes, men ambition og originalitet sættes højest: Spider-Mans skaber Steve Ditkos excentriske pionerarbejde er det uomtvistelige blåtryk, selvom nostalgien kalder på den elegante efterfølger John Romita.
Nok så væsentligt for Morten virke i dansk tegneseriekultur har været hans faste position bag disken i den københavnske fantasibutik Fantask. Han startede der vist i 1979 og går i år på pension. Hans varme og generøse tilstedeværelse i biksen har bidraget afgørende til dens blivende rolle som holdepunkt og musisk kildevæld for så mange, og han har formet mange venskaber på tværs af dén disk.
Pings Ærespris 2017 tildeles et rigtigt Mensch i dansk tegneseriekultur.
