Vinderne af Pingprisen 2014
Bedste danske tegneserie
”Homo Metropolis 2010-2012” af Nikoline Werdelin
Nikoline Werdelins stribeserie ”Homo Metropolis” er intet mindre end et dansk tegneseriehovedværk. Striberne er en perlerække af bevægende og anfægtende menneskeskæbner, som bliver siddende i kroppen længe efter læsningen er slut.
Nikoline Werdelin er utvivlsomt en af Danmarks betydeligste tegneserietegnere og hendes vel nok mest berømte serie ”Homo Metropolis” er også blandt de mest læste. Den er blevet bragt i Alt for Damerne, Søndag og i Politiken, hvor striben gik fra 1994 til 2004. I 2010 vendte ”Homo Metropolis” tilbage til avisens bagside og det er de samlede striber fra 2010 til 2012, der nu er udgivet i ét stort bind.
I ”Homo Metropolis 2010-2012” møder vi bl.a. universitetslektoren, der forelsker sig i datterens alt for unge veninde. Det er både rørende og frastødende på samme tid. Vi møder den drikfældige skuespillerinde, der tror hun inviteres til Norge som dansk superstar og ender med at gå i total opløsning, da tabet af sønnen bundfælder sig. Vi hører om forsinket faderopgør og om hvordan dødsdrift vendes til livslyst på den mest overraskende.
Nikoline Werdelins indfanger og formidler mennesketyper og evner at fremkalde menneskeliv i farver og med nuancer – også selvom striben er i sort/hvid. Det oplever læseren gang på gang i ”Homo Metropolis’” store persongalleri.
366 sider, Rosinante
Bedste internaionale tegneserie på dansk
”Alans Krig” af Emmanuel Guibert
”Alans krig” er et fængslende portræt af en mand, der er i færd med at træde i karakter og gang på gang konfronteres med at måtte revurdere sin opfattelse af, hvem han er, og hvordan verden hænger sammen.
Da den franske tegner Emmanuel Guibert i 1994 tilfældigt støder på den amerikanske krigsveteran Alan Ingram Cope, bliver det starten på en mesterlig fortælling. ”Alans krig” er den tegnede gengivelse af Alans førstehåndsberetning om hverdagen som soldat under anden verdenskrig og hans personlige rejse i årene efter. Krigsbiografien er holdt i smukke akvarelillustrationer, der er stærkt gribende uden dog at forfalde til det sentimentale.
Guibert har forfattet og/eller tegnet serier for både børn, unge og voksne i en række forskellige stilarter og er på dansk kendt for den malede, hyperrealistiske ”Brun” og den minimalistiske tegneserie-med-fotos ”Fotografen”. Ligesom ”Fotografen” tager ”Alans krig” sit afsæt i Guiberts fascination af et virkeligt menneske med en dramatisk historie, og resultatet er også denne gang en både vedkommende og loyalt skildret øjenvidneberetning.
Da Cope kommer tilbage til USA, føler han sig frastødt og fremmedgjort af 1950’ernes dekadente og opulente Hollywood efter at have oplevet det sønderbombede Europa og vælger endeligt at vende tilbage til sidstnævnte, idet han mere eller mindre giver afkald på alt, hvad militæret og Amerika måtte have lært ham. Sådanne gennemgribende erkendelsesmæssige øjeblikke i Alan Copes liv afleveres med betydelig vægt af Emmanuel Guibert, der med sine mesterlige akvareller underbygger denne rejse i en gnidningsløst afbalancering af det økonomiske og det overdådige.
”Alans krig” er oversat af Ole Steen Hansen
336 sider, Aben maler
Bedste internationale tegneserie
”The Great War” af Joe Sacco
Tegneseriedokumentaristen Joe Sacco har skabt en otte meter lang panoramategning i bogform. ”The Great War” er en suveræn tegneserie om en af 1. Verdenskrigs blodigste dage.
Joe Saccos ”The Great War” er ikke lige den type tegneserie man oftest støder på. Genrebetegnelsen lyder ”An Illustrated Panorama” og det er lige hvad det er: en harmonikagtig foldeudtegning – en såkaldt leporello – på i alt 7 meter og 30 centimeter (eller nærmere otte meter, hvis man tæller titelblad og kolofonside med).
Joe Sacco har over 24 sammenhængende sider skabt en fantastisk og detaljeret tegning, der skildrer en enkelt dag i 1. Verdenskrig. Nemlig d. 1. juni 1916, hvor krigens vel nok blodigste slag begyndte. Vi befinder os ved floden Somme i Nordfrankrig og synsvinklen er hos den britiske hær. Tegningen strækker sig fra forberedelser og troppebevægelser aftenen og natten inden (der lægger sig en tæt, mørkegrå skygge over den del af panoramaet, der dækker nattetimerne) over selve slagets begyndelse kl. 7:30 om morgenen til felthospitalerne, der oversvømmes af sårede om aftenen.
”The Great War” er helt ordløs. Der er ingen talebobler, lydord eller tekstkasser af nogen art. På trods af de tusinder granatnedslag er ”The Great War” en stille og på sin vis nøgtern gengivelse af en enkelt dag i krigen. Tegnestilen er præcis og de sorthvide tegninger har noget næsten videnskabeligt over detaljegraden. Men uanset pladsmangel er The Great War en usædvanligt imponerende præstation.
54 sider, W.W. Norton & Company
Bedste danske debut
”Troldmændene fra Vestmannaeyjar” af Thomas Mikkelsen
Thomas Mikkelsens islandske eventyr om troldmænd og dæmoner har måske en lidt afskrækkende titel. Men ”Troldmændene fra Vestmannaeyjar” er en fantastisk flot og medrivende tegneserie.
En troldmand forlader sine artsfæller, der har isoleret sig på en ø for at undgå den sorte død. Han skal komme tilbage inden jul, ellers må han dø. Og selvfølgelig kommer han ikke tilbage, da han har fundet sig en overlevende kvinde, han begynder et nyt liv med, et liv, der indebærer en lang og sej dødskamp med troldmændene.
Netop i disse dødskampe befinder Thomas Mikkelsens sig i sit rette element. ”Troldmændene fra Vestmannaeyjar” byder på det ene stykke utrolige grafik efter det andet, kun holdt i sort, hvid og en gråtone i raster. Thomas Mikkelsen er en overlegen tegner, der, på ind i mellem minimalistisk vis, fremviser et effektivt og klart billedsprog med minimal brug af ord og med effektive nærbilleder og beskæringer.
Thomas Mikkelsen formår at fortælle og tegne utroligt klart og stilsikkert og har valgt en relativt enkel historie i form af et islandsk eventyr, der fortælles stramt og koncist. Samtidig fremviser historien en fascination af nordisk mytologi og særligt dennes billedverden. Som læser oplever man et sjældent sug i maven, når troldmændene fremstiller dæmoner: Hvilke vanvittige visioner skal vi nu udsættes for?
106 sider, Forlæns
Bedste børne/ ungdomstegneserie
”Pssst!” af Annette Herzog og Katrine Clante
Annette Herzog og Katrine gør med nysgerrighed og originalitet “Pssst!” til en selvstændig og kærkommen poetisk stemme i tween-universet.
I neddæmpet, poetisk og usædvanligt indtagende form fortæller ”Pssst!” om Viola på 12, der prøver at finde fodfæste et sted mellem barndom og ungdom. I en verden af skiftende bedsteveninder, paplillebrødre med irriterende laserpistoler og bedsteforældre, der viser sig at kunne dø, får fantasien og refleksionerne lov at have et eget liv. Et fantasiliv, der eksekveres både originalt og overbevisende i Clantes sarte blyantsstreg og søgende akvarelpalet.
Tegningernes poesi og sårbare konturer spiller smukt sammen med Violas undren over, hvor længe man mon var ingenting, inden man blev til nogen, om mormors gener afgør ens udseende, og hvorvidt sankthansormen døde, fordi den fik forkert mad, eller fordi der ikke var luft nok i syltetøjsglasset.
Med den skitseagtige blyantsstreg og en klar og naivistisk farvepalet indskriver ”Pssst!” sig i en fremtrædende tendens på den danske tegneseriescene og giver associationer til det søgende og personlige formsprog i bl.a. Rikke Bakmans ”Glimt”.
96 sider, Høst & Søn
Bedste danske nettegneserie
”Det Sarahkastiske Hjørne” af Sarah Glerup
Sarah Glerup tegner om livet med muskelsvind og meget andet på Det Sarahkastiske Hjørne. Hun beskriver med egne ord sin blog som ”Tanker og tegninger fra en lesbisk venstreradikal storesøsterhumanistnørd med muskelsvind.”
På det sidste har man blandt andet kunnet støde på en serie af ruder, hvor seks personer giver hver deres opfindsomme svar på, hvorfor de sidder i kørestol kombineret med Glerups illustrationer af de absurde scenarier: ”I am a superhero at night and this look is my way of hiding in society” og ”It’s because my mom was a transformer” f.eks.
Glerups oftest vektorbaserede streg giver både personer og omgivelser et karikeret udtryk, der gør det meget let at afkode, hvad der har relevans i fortællingen. Ved første øjekast kan stilen nærmest virke kitsch, men når man får tegningerne opskaleret og læser teksten, synes der at være noget usædvanlig menneskeligt til stede i serien.
Det er et eller andet der sker, når den i mange tilfælde spot-on-humor fremviser hvor tæt det tragiske og det komiske er beslægtet i hverdagssituationer, mange ikke selv har oplevet, men som i Glerups tegnede univers alligevel bliver utrolig virkelige og mærkbare. Som overskriften ”Jeg har fået en lille ny… respirator”, listen over ”Fashionable fif til at skjule et hul i halsen” og en sjov, sexet og utrolig rørende top 10 over ”Der værste og bedste ved muskelsvind”. På sidstnævnte er det bl.a. illustreret, hvordan det værste kan være at tabe sin vibrator og ikke selv kunne samle den op, og hvordan det at have de blødeste hænder, kan være en stor fordel, når man kærtegner damebryster…
Årets journalistiske tegner
Philip Ytournel
Politikens altmuligmand er én af den danske bladtegnings største fornyere netop nu.
Philip Ytournel er en charmerende humorist med en krøllet, udtryksfuld streg og et udsøgt talent for at spidde tidens og mediernes paradokser.
Som dengang, balladen omkring en håndfuld fyringer på Det Kongelige Teater totalt overskyggede hundredevis af fyringer i jyske Vestas-fabrikker. Philip Ytournels tegnede kommentar faldt i to dele: Én, der viste en scene med skrigende skuespillere, vildt flakkende med armene, hvoraf den ene bar et skilt med teksten ”DE MYRDER KUNSTEN” – og én, hvor en stovt arbejdsmand foran en vindmølle sagtmodigt siger: ”Det’ noget skidt.”
Men Philip Ytournel kan mere end at sætte dagens orden på spidsen én tegning ad gangen. Den Kunsthåndværkerskole-uddannede bladtegner er et alsidigt talent, der mestrer mange udtryksformer.
Det ser man, når hans bladtegninger går over deres bredder som store, originale illustrationer til featureartikler og sektionsforsider i Politiken. Og så er der jo tegneserierne, der kan være både satiriske, journalistiske og formidlende – fra parodiske vox pop-interviews og humoristiske analyser af valgkampagner til ambitiøse tour de forcer som Philip Ytournels lange Søren Kierkegaard-tegneserie, som har fået sin helt egen Pingpris-nominering i år.
Pingprisens Ærespris 2014
Nikoline Werdelin
Nikoline Werdelin har siden 1984 arbejdet på et smukt og nådesløst portræt af os danskere, og særligt af vor nations fundament, borgerskabet. Et portræt med tusind ansigter. Dette er sket i hendes avisstriber, indledningsvis i dagbladet Information, men først og fremmest i Politiken, hvis grafiske og socialkritiske profil hun siden 1986 har præget som få andre.
Café hed den stribe, med hvilken hun først gjorde sig gældende som en af landets skarpeste samfundskommentatorer. Mellem 1984 og 1988 fangede den sin tids narcissistiske og let desperate Zeitgeist i perfekt skikkelse af en række farverige og dybt fejlbarlige mennesker og deres ageren i det for årtiet kvintessentielle offentlige rum, titlen satte som ramme.
Projektet fortsatte fra 1994 i Homo Metropolis, der bredte vingerne ud og med årene kom til at omfatte et repræsentativt udvalg af den danske befolkning, iskoldt snittet så indbildskheden, illusionerne og hykleriet, men derigennem også menneskeligheden lægges blot. I sidste ende genkender vi os selv i Werdelins figurer, selvom fremstillingen måske er skarpere skåret end vi bryder os om.
Til trods for at hun er blandt landets bedste kendte brugere af høreapparat, har Werdelin fastholdt et ganske særligt følsomt øre for den måde, vi taler til hinanden på, hvilket hun forener med et instinkt for den sigende detalje, ofte med reference til noget materielt: i firserne var det måske en læderbeklædt Casanova, mens det de senere år kunne være first flush darjeeling, der agerede markører for denne eller hin karakters livsstil eller forestillingsverden.
Grafisk fandt hun hurtigt en formel, der passede stribernes billedrytme: en kølig, reliefagtig fremstilling af figurer og rum med et snert af deco. Hendes tungt løbende, kradse streg fremstiller – til tider udstiller – os mennesker i al vor dellede og dorske mangel på perfektion, ofte bundet op i deadpan-pokerfjæs, der gør dialogen desto sjovere.
Det ligner en tanke, at Werdelin med tiden har udvidet sit kreative virke til også at omfatte teatret, en fortælleform der traditionelt set er nært beslægtet med tegneseriemediet. Fra og med Liebhaverne i 1997 har hendes teaterstykker været med til at nuancere og levendegøre livsværket hinsides tryksværten. Hun lægger sig hermed i en tradition, der kan trækkes længere tilbage end hendes forbilleder indenfor halvfjerdsernes tegnede satire, til Ludvig Holbergs urbane sædeskildringer.
Et fornemt slægstfølge, som hun – selvom hun nu har erklæret Homo Metropolis (midlertidigt?) afsluttet – med sikkerhed vil fortsætte. Hendes samtidsportræt er i sagens natur et arbejde, der forbliver undervejs. Den store danske samtidstegneserie.
