Om Pingprisen
Hvad er pingprisen?
Pingprisen er en dansk tegneseriepris, der hvert år hylder de bedste danske tegneserier i en række forskellige kategorier. Der uddeles desuden hvert år en ærespris til en person eller aktør med særlig betydning for tegneserien i Danmark.
Hvilke priser uddeles der?
Der uddeles hvert år Pingpriser i følgende kategorier:
- Bedste danske tegneserie
- Bedste danske debut
- Bedste internationale tegneserie
- Bedste internationale tegneserie på dansk
- Bedste børne-/ungdomstegneserie
- Bedste danske nettegneserie
- Årets journalistiske tegner
- Æresprisen
Læs mere om de forskellige kategorier længere nede på siden.
Hvordan findes vinderne?
Tegneseriekritikere fra alle danske medier med en seriøs og kontinuerlig dækning af tegneserier inviteres til at nominere værker til Pingprisen. De fem værker der nomineres i hver kategori findes gennem hemmelig afstemning blandt disse.
En nedsat jury skal derefter finde vinderne blandt de nominerede. Pingprisens ”ejere” Dansk Tegneserieråd og Nummer 9 besætter to af pladserne i juryen, mens de resterende tre til seks jurymedlemmer udpeges af arrangørerne, “Team Ping”.
Team Ping bestræber sig på at finde kvalificerede folk med forskellige baggrunde og tilgange til juryen. Nogle kommer fra tegneseriemiljøet, mens andre har en bredere kulturbaggrund.
Hvem står bag Pingprisen?
Pingprisen er etableret og drives af tegneseriemagasinet Nummer9 og Dansk Tegneserieråd. En dedikeret arbejdsgruppe står for prisuddelingen ved en stor, årlig prisfest.
STORM, satiremuseet på Frederiksberg, har gavmildt ladet Pingprisen bruge pingvinen fra Storm P’s klassiske tegneserie Peter & Ping.
Er der ikke et Ping-show?
Det er der da. Pingpriserne uddeles hvert år ved en stor prisfest, hvor tegneseriebranchen samles for at hylde årets bedste tegneserier og skaberne bag.
Det er et klassisk awardshow med drinks i høje glas, velklædte værter og rørende takketaler fra glade vindere – der selvfølgelig alle modtager en smuk Ping-statuette.
Har der ikke været en anden Pingpris tidligere?
Jo. Den oprindelige Pingpris blev uddelt fra 1986 til 1996, og var en ærespris, der blev uddelt til en tegneserietegner eller -formidler. Den gamle Pingpris blev til på formiddagsavisen B.T.s initiativ, og blev uddelt af en kreds af tegneseriebranchefolk. Men folkene bag den nye Pingpris vil gerne anerkende og bygge bro til den gamle pris, derfor samme navn.
Den nuværende Pingpris er blevet uddelt hvert år siden 2012.
Kategorierne
Bedste danske tegneserie
Kan gå til en helt eller delvist danskproduceret tegneserie udgivet i nomineringsperioden. En årsproduktion af striber kan også præmieres.
Bedste internationale tegneserie på dansk
Kan gå til en udenlandsk tegneserie udgivet på dansk i nomineringsperioden – også hvis den udkom tidligere på originalsproget. Prisen kan også gå til et genoptryk, hvis det er et genoptryk af noget, der tidligere har været praktisk taget uopdriveligt.
Bedste internationale tegneserie
Kan gå til en udenlandsk tegneserie udgivet i nomineringsperioden. Værker på engelsk, svensk og norsk opprioriteres ud fra et formidlingshensyn. Prisen kan også gå til et genoptryk, hvis det er et genoptryk af noget, der tidligere har været praktisk taget uopdriveligt. Et års produktion af en stribeserie vil også kunne præmieres.
Bedste børne/ungdomstegneserie
Kan gå til en dansksproget tegneserie udgivet i nomineringsperioden, som helt eller delvist retter sig mod børn. Selve målgruppespørgsmålet er i sagens natur en vurderingssag, akkurat som grænsetilfælde, hvor værket også kan betragtes som en billedbog.
Bedste danske nettegneserie
Kan gå til en dansk net-tegneserie, der har været opdateret i væsentligt omfang i løbet af nomineringsperioden. I tilfælde, hvor der også er kommet en trykt udgave, men i meget lave oplag eller print-on-demand, kan netudgivelsen blive betragtet som den primære.
Bedste danske debut
Kan gå til første længere tegneserieudspil fra en dansk debutant i nomineringsperioden. “Bedste danske debut” er også en talentudviklingspris, hvor de nominerede ikke nødvendigvis har leveret helstøbte mesterværker, men til gengæld giver store løfter om fremtiden.
Årets journalistiske tegner
Gives til en tegner, der arbejder inden for feltet journalistik tegning. Der kan både være tale om satiretegninger, illustrationer i forbindelse med artikler/debatstof, reelle tegneserier eller mere eksperimenterende og formmæssigt udfordrende arbejder, der ligger i forlængelse af den danske tradition for bladtegning og aviskunst. Det væsentlige er, at indholdet har et journalistisk og/eller samfundsdebatterende udgangspunkt.
Tegningerne skal i nomineringsperioden have været bragt i et dansk medie (blog, avis, magasin, netavis osv.) med journalistisk, samfundsmæssig, politisk eller lignende virkeområde.
Æresprisen
Æresprisen adskiller sig fra de andre Pingpriser ved, at den ikke præmierer et værk, men hylder en eller flere aktører for deres bidrag til dansk tegneseriekultur.
Det er kun muligt at modtage Æresprisen én gang. Da Pingprisen i sin nuværende form bygger videre på den oprindelige Pingpris (1986–1996), der overvejende var en ærespris, kan Pingprisens Ærespris ikke tildeles de oprindelige prismodtagere.