Sophie Souid og Thomas Hjorthaab:
Møgmis 6: En fatal ferie & en kat i knibe! (Gad Børnebøger)

Nomineret i kategorien: Bedste børne-/ungdomstegneserie

At rejse er at (over)leve

Sophie Souid og Thomas Hjorthaabs serie om Møgmis er ikke i nærheden af at gå i tomgang eller på ferie. Til gengæld sender de i Møgmis 6: En fatal ferie & en kat i knibe! drengen Sivert med sin familie, og naturligvis sin elskede hadekat Møgmis, på en ferie, de ikke kommer til at glemme. 

I den vilde natur uden wi-fi og kattebakke er alt naturligvis dømt til at gå galt. Udelivets eventyrlige udefase inddrager både pandekagehuse, stygge ulve og et nik til H.C. Andersen, når det frejdigt proklameres: ”at rejse er at (over)leve”. 

Souid og Hjorthaab er i humoristisk topform i en fortælling fyldt til randen af sproglige brandere garneret med dynamiske tegninger. Det er ferien, man ikke vil have andre hjem fra, så længe man kan nøjes med at være på tilskuerpladserne.