Marc Torices: Cornelius, The Merry Life of a Wretched Dog (Drawn & Quarterly)
Nomineret i kategorien: Bedste internationale tegneserie
Et hundeliv passerer revy
En af sidste års mest anarkistiske og mærkelige tegneserier må være den engelsksprogede udgave af spanske Marc Torices syrede fortællinger om hunden Cornelius.
Forordet proklamerer stolt, at den næsten 400 sider lange murstens-tegneserie er første album i en planlagt serie på 40 bind! Som med så meget andet i Cornelius’ tilværelse, skal det nok tages med et gran salt og som en legen kispus med læseren. For Torices elsker at drille og udfordre, f.eks. med fortællermæssige krumspring, bratte skift i tegnestil og sære pointer, der farer flygtigt forbi som i en feberdrøm.
Det er kalejdoskopisk og til tider frustrerende – men også fascinerende, sjovt og rørende i takt med at du tygger dig gennem de mange sider og lever dig ind i den tossegode hund, der går så grueligt meget igennem.
