Svær at læse, men anstrengelserne værd

Drnaso er svær at læse. Hans flade ligne-claire-for-voksne ligner på overfladen mest af alt sikkerhedsvejledningen fra et rutefly. Det er ofte svært at se forskel på hans personer, som bruger størstedelen af deres tid på akavede samtaler, der ikke driver nogen handling frem. Alligevel er det nærmest umuligt at kigge væk.

Dramaholdet følger en gruppe forskellige mennesker – et frustreret ægtepar, en enlig mor, en mandlig croquismodel, en bedstemor med sit barnebarn, en semiautistisk bodybuilder, en børnemishandler – som begynder på et aftenskolehold i skuespil. Vi følger dem uge for uge, øvelse for øvelse, i og uden for aftenskolen, lærer dem (lidt) bedre at kende, mens grænserne mellem virkeligheden og de roller, de påtager sig på holdet, på ubestemmelig vis begynder at bryde ned.

Drnaso er tegneseriens svar på David Lynch. Nej, det er ikke nemt at forstå, men man har hele tiden en klar fornemmelse af, at ophavsmanden har styr på tingene. Der er en belønning ved at lade ham føre en ved hånden ind i mørket – en dybere mening og nogle vigtigere pointer end blot et eller andet overfladisk plot, der måske nok går op, men som er glemt hurtigere end det tog at fortælle det. Dramaholdet er uudgrundelig, fascinerende og urovækkende tegneseriekunst.