Jeppe Sandholt: Ørn (Fahrenheit)
Nomineret i kategorien: bedste danske debut
Flyvefærdig debutant
Det må siges at være lidt af et kunststykke, når ens debuttegneserie runder ikke mindre end 842 sider. Det er ikke desto mindre tilfældet for Jeppe Sandholts Ørn. Når den samtidig er umanerligt vellykket med noget på hjerte for både børn og voksne, er det svært at forlange mere.
Historien om teenageren Thor, der skjuler en ørneunge på sit værelse, giver en dobbelt coming of age fortælling med mange lag. Læg dertil Sandholts fornemmelse for timing, der parret med hans enkle streger, tekst og farvelægning får de mange sider til at flyve forbi. Hvem kan undervejs ikke spejle sig i mange af historierne om at gå fra tween til teen, komme i kontakt med det modsatte køn, have konflikter med søskende og forældre eller forsøge at skjule hemmeligheder, der i dén alder føles altafgørende?
Det er en tegneserie, der let og luftigt behandler almengyldige emner uden på noget tidspunkt at forfalde til klicheer eller løftede pegefingre, tværtimod. Ørn tager sine læsere og emner alvorligt og er samtidig sprængfyldt med energi, humør og fortællelyst.