”Embedsværftet” af Simon Astrup og Kasper Lundsfryd
Nomineret i kategorien BEDSTE DANSKE NETTEGNESERIE
Statsadministrativ satire i stribeform
Politisk satire i stribeform er en svær og sjælden set kunst i Danmark, men Simon Astrup og Kasper Lundsfryd mestrer den. Med bureaukratisk punktlighed udstiller de i Embedsværftet tre gange ugentligt hykleriet i dansk politik.
Seriens tre navnløse kontornussere i det statslige embedsværk gestaltes i Lundsfryds behagelige streg som milde og mildt opgivende, mens Astrups dialoger er syrlige og skarpe, som de skal være.
Bureaukrat-bashing er lidt af en folkesport i Danmark, men i Embedsværftet er det de menige cand.scienter i statsadministrationens gemakker der søger at holde de folkevalgtes idioti i ave. Uden held.