BEDSTE DANSKE NETTEGNESERIE
Juryens motivations:
“Sal så hun knejse, / fjernt fra solen, / på Nastrand star den / med nordvendt dør /
(. . .) Hun så trægt vade / tunge strømme / mænd mensvorne / og mordulve og den, der ondt fristed / andens hustru; / der suger Nidhug / næring af ligdynger, / vredt flænsed ulven. / Ved I nu alle ting selv?”
Sådan præsenterer de indledende vers fra strofe 38 og 39 af ’Vølvens spådom’ den ufestlige lokalitet, hvor Søren Mosdal nu har valgt at sende to af skikkelserne fra albummet ’Fimbulvinter’ hen ( her på Martin Larsens gode gamle 1954-dansk). Men Thorkel, Erik den Rødes kæmpemæssige våbenbroder fejt stukket ned bagfra af Leif den Lykkelige, er vis på, det er en fejlekspedition: Han skulle jo have sviret lystigt i Valhal, og her står han så alligevel med sin yndlingstræl, Deirdre, der endda meldte sig frivilligt i håb om glorious days i næste liv. De døde griber efter hende, og Hel og hendes liderlige helvedeshund Glamr ønsker ingen misforståelser rettet. Ak ak!
”Der kommer den dystre / drage flyvende / (. . .) i fjerene fører (. . .) / Nidhug faldne./ Nu vil den synke,” slutter Vølvens spådom.
Nettegneserie eller ej: ’Nastrand’ er ikke blognoter fra privatlivet – og ikke et ondt ord om dem! – men en fuldmoden tegneserie. Her er både episk forløb og chokopslag, her er damsel in distress og superhelt i kamp mod monstre. En tragedie er det, berettet med sagaens barske galgenhumor. Og i Mosdals gennem tyve år bestandig mere suggestivt sikre grafik: kantet, kontrastbevidst og alt andet end kælen. Den streg tager man aldrig fejl af.