VINDER af bedste danske tegneserie: “Tusindfryd – rim og tegninger” af Signe Parkins
Bedste danske tegneserie

VINDER af bedste danske tegneserie: “Tusindfryd – rim og tegninger” af Signe Parkins

 

Juryens motivation:

Signe Parkins’ ”Tusindfryd” markerer en velkommen og velforløst poetisk tilgang til tegneserieformen. Sproget er aldeles blomstrende, fuld af dristige rimdannelser og overraskende ordsammensætninger. Her rimer Magritte på pomfrit.

Samtidig er værket en visuelt frapperende runddans med talrige billedlige allusioner, hvor snurretoppede heksehatte spejler sig i svimlende bjergtinder og kameler med pukkelpatter.

Signe Parkins vender kækt alle kønskonventioner på hovedet idet hun tager Rene Magrittes berømte pibe i munden og hans dystert formummede og kjoleklædte mandeskikkelse ved hånden. Der er et særligt fokus på kroppens åbninger og hvad der går ind og ud af den, og vi bliver mindet om, at passion både betyder lidenskab og lidelse.

Tusindfryd er en sindsoprivende sanserapport fra de indre gemakker. Den er en fest for både øjet og øret, som bobler af poetisk overskud. På én gang formfuldendt og formsprængende spænder den tegneserien til sit yderste, og det har den rigtig godt af. Tusindfryd er uden tvivl årets bedste danske tegneserie.

 

Tusindfryd består af rim og tegninger. Man kunne vel næsten kalde den en digtsamling i tegneserieformat.

Bare forsidebilledet giver tusindvis af små hints til, hvad værket kredser om i sine finurlige sammenstillinger af ord og billeder, der både er sjove og seriøse. På ryggen af en hest står en flue med sine hænder om hestens tøjler, og på fluens ryg sidder en nøgen kvinde. Den ene hånd holder fast i fluens tøjler. Med den anden hånd har hun hævet et sværd over sit hoved. Kvinden er lille som en flue og alligevel klar til kamp. Egentlig er motivet jo grinagtigt, men alligevel virker det dybt alvorligt. Bogen er i samme bevægelse vred, munter, kampklar og skrøbelig. På samtlige sider dirrer rimene og tegningerne af disse interne spændinger.

Kvindefiguren går igen i mange af bogens sekvenser, hun rejser gennem en verden, der virker sær, men også rummer ekkoer af noget dybt genkendeligt og eviggyldigt. Kvinden er nogle gange helt ene og stærk, hvor hun andre gange nærmest falder i et med sine omgivelser på grund af sin papirtynde, transparente krop. Modsætningerne bestrider hinanden, men ingen af dem bukker under. De forenes aldrig. Ingen smelter for evigt sammen, og spændingen er næsten ubærligt stor. Det er tegneseriekunst, der er strukket til sin yderste formåen.

32 sider, Cobolt

Luk menu