CAMILLA HÜBBE & RASMUS MEISLER: ”TAVS”

CAMILLA HÜBBE & RASMUS MEISLER: ”TAVS”

Nomineret i kategorien:
Bedste børne/ungdomstegneserie

Camilla Hübbe har skrevet og Rasmus Meisler har tegnet en grafisk roman om identitet, ensomhed, død og kærlighed med stærk inspiration fra japanske manga-serier.

”Spring op på min ryg. Din bror venter dig på Skrækkens Bjerg.” Sådan siger kæmpefrøen, da den dukker op bag Park Hotels badeforhæng i den 13-årige Tavs’ nye hjemby Tokyo. Broderen er Teo, der år forinden er død i en tragisk faldulykke, idet Tavs skulle til at tage et feriebillede af ham på en norsk bjergtop.

Fortællingens omdrejningspunkt i ”Tavs” er titelfigurens savn af sin afdøde tvillingebror, og skildringen af hovedpersonens følelser og minder fungerer som en interessant og tvetydig indgang til Tavs’ rejse i en vekslen mellem indre og ydre verden.

Skrækkens Bjerg er slutdestination på en rejse, der krydser adskillige bevidsthedslag og en række universer fra Tokyos skyskraberhøjder, gennem søerne i japanske haver, skove med dæmonhoveder, der skal nedlægges og fangeskabet hos den brutale kimonoklædte kæmpe Tengu.

Camilla Hübbe og Rasmus Meislers tegnede roman er et fortællemæssigt eksperiment, med sine manga-inspirerede billeder, der griber læseren og giver puls og nerve til den store og komplekse fortælling. I ”Tavs” finder man et modigt og beundringsværdigt samspil mellem billede og tekst, der i den grad tager sine unge læsere alvorligt.

”Tavs” er en spændende blandingsbog, der er et interessant bud på en eksperimenterende dansk ungdomstegneserie.

152 sider, Høst & Søn.

Luk menu