TATIANA GOLDBERG: "ANIMA"

TATIANA GOLDBERG: "ANIMA"

Nomineret i kategorien:
Bedste danske debut

Tatiana Goldberg bogdebuterer med den psykologiske horrorfortælling Anima, hvor man aldrig ved, hvad der gemmer sig om hjørnet – eller på næste side.

Tatiana Goldberg har tidligere bidraget til flere antologier på forlaget Ondskabens Flydende Vatikan, men Anima er hendes første selvstændige udgivelse. Horrorfortællingen følger en ung mand, der vandrer rundt i en postapokalyptisk storby. Hans projekt er at afværge truslen fra en forestående, men mærkeligt diffus fare. Hele tiden lurer uvisheden.

Tatiana Goldbergs ærinde er ikke at bryde genrekonventionerne eller at udfordre mediet. Anima er derimod old school tegneseriegys, der benytter mange af de klassiske greb i spændingsopbygningen – og gør det godt. Anima er rendyrket spænding og uhygge, som man bl.a. kender det fra EC Comics’ skrækserier fra 1950’erne, og vedkender sig også den enorme arv, den står på skuldrene af. Og så er det hele udsat for et psykoanalytisk twist, der trækker læseren med ind i uhyggen.

Psykologuddannede Tatiana Goldberg har et solidt greb om tegneseriens medrivende og urovækkende effekter, og Anima er en løfterig debut. Bogen er både begavet og ambitiøst udtænkt og arbejdsomt udført – et kærkomment bud på dansk dystopisk sci-fi.

 

104 sider, Tellerup