STINE SPEDSBJERG: ”STRICTLY STINE”

STINE SPEDSBJERG: ”STRICTLY STINE”

Nomineret i kategorien:
Bedste danske nettegneserie

Stine Spedsbjerg folder sig ud på engelsk med ærlige og tabunedbrydende striber i sit charmerende blogunivers

Strictly Stine er den danske tegner og blogger Stine Spedsbjergs nye engelsksprogede blog, der har taget over efter Stinestregen. Bloggen har kørt siden maj 2015 og består af en blanding af tegnede dagsbogssekvenser, fotos og nogle ruder fra webserien ”Perfectly grim”, der ved overdrivelsens kraft blandt andet fremviser, hvor grum verden ville være, hvis en depression så ud som den føles og hvis ikke Tove Jansson fandtes.

Bloguniverset er umiskendeligt Spedsbjersk i sin kombination af nuttede tegninger og en grov, selvironisk og lige-på-kornet humor. Spedsbjergs karakterer er som altid kendetegnet ved deres store kuglerunde hoveder og små buttede kroppe i en ligne claire-inspireret stil, hvor øjne ofte er to sorte prikker og de menneskelige træk i det hele taget er reduceret til det mest væsentlige. Strictly Stine er en charmerende form for tegnet autofiktion, der giver alverdens problemer og identitetskriser et simpelt og relaterbart udtryk uden af den grund at give køb på ærligheden og alvoren.

strictlystine.com