STEFANO TAMBORINI/ALAIN CHABET, ANDREA PAZIENZA OG TANINO LIBERATORE: “RANX”

STEFANO TAMBORINI/ALAIN CHABET, ANDREA PAZIENZA OG TANINO LIBERATORE: “RANX”

Nomineret i kategorien: Bedste internationale tegneserie på dansk

Cobolts store og voldsomt prisværdige Ranx samler alle den nihilistiske robots udskejelser fra slut-70’ernes og start-80’ernes italienske punktegneserier.

Skaberen Stefano Tamburini og vennerne Andrea Pazienza og Tanino Liberatore skiftes til at tegne den ukuelige robot, som fordriver tiden med at opstøve stoffer, lemlæste mænd, kvinder og børn efter forgodtbefindende og hygge sig med den mindreårige Lubna. Alt, hvad Ranx foretager sig, er en strittende langemand til smagens og moralens vogtere.

Især tegneren Liberatores figurer bliver i løbet af seriens levetid sprællevende på siderne, i evig, rastløs bevægelse, og iscenesættelsen er altid dynamisk, med konstant skiftende vinkler, opfindsomme billedkompositioner, hysteriske closeups og panoramiske bylandskaber.

Når den er bedst, er Ranx i absolut særklasse: Et primalbrøl af pueril provokation hævet til uafviselig tegnekunst af en fuldstændig ekvilibristisk eksekvering.

184 sider, Cobolt