SØREN W. NØRBÆK: ”STELLA”

SØREN W. NØRBÆK: ”STELLA”

Nomineret i kategorien:
Bedste danske debut

Den garvede grafiker Søren W. Nørbæk er nomineret til Ping-Prisen 2012 for debuten ”Stella”, en syret gang rumramasjang.

Det er aldrig for sent at debutere som tegneserieskaber. Tag bare DR-nyhedsgrafiker Søren Winther Nørbæk: Han er midt i fyrrerne, men føjede først i år en tegneserie til sit portfolie.

“Stella” handler om en dansk elitesoldat, der beames ind i bugen på et gigantisk rumvæsen. Her lever han side om side med andre kidnappede intelligensvæsener, når ikke lige han tjener som modstræbende fodtusse i intergalaktiske træfninger. Det er trods alt bedre end alternativet, nemlig at blive sluppet løs i det tomme kosmos uden ilt eller rumdragt!

Den letbenede fortælling flyder ubesværet hen over siderne, og kærligheden til gakkede science fiction-løjer anno slut-70’erne og start-80’erne er mærkbar. “Stella” er simpelthen som revet ud af et klassisk Heavy Metal-blad fra dengang Moebius, Druillet og de andre Metal Hurlant-pionerer var de store ledestjerner.

Ambitionerne bag “Stella” er måske ikke skyhøje, men det er fortælleglæden til gengæld, og mellem alle de episke rumslag lykkes det Nørbæk at præsentere os for et skævt science fiction-univers, der sagtens kunne tåle at danne ramme om flere fortællinger fra Nørbæks hånd.

48 sider, Fahrenheit.

 

Luk menu