SIMON HANSELMANN: ”LIVET ER EN FUCKING FEST”

SIMON HANSELMANN: ”LIVET ER EN FUCKING FEST”

Nomineret i kategorien:
Bedste internationale tegneserie på dansk

Livet er en fucking fest samler alle australske Simon Hanselmanns vanvittige og fandenivoldske tegneseriehistorier om en gruppe udsyrede, stofmisbrugende og sumpede venner.

Simon Hanselmann er lidt af et fænomen. Den australske tegneserietegner slog igennem i 2013 med sin blog og med sine historier om Megg, Mogg, Ugle, Varulv Jones og de andre venner. De lever et rodet og forhutlet liv, hvor alt drejer sig om at tage stoffer og hænge ud. Deres liv fremstår absurd og syret men samtidig er det meget almene og let genkendelige fortællinger. Selvom stofferne fylder mest i Livet er en fucking fest skildrer Simon Hanselmann sine figurer liv både følsomt og nådesløst, med humor og sårbarhed. Og faktisk kan det blive helt enormt rørende.

Simon Hanselmanns streg er klar og enkel og det hele er farvelagt i hånden med akvarel, gouache og frugtfarve. Og så er han en blændende dygtig billedfortæller. Man griner højt, bliver overvældet af tristhed og på randen af kvalme – det er nemlig også en dybsindig og eksistentiel tegneserie. Vennerne fester og morer sig hele tiden. Men i virkeligheden er Megg, Mogg og Ugle ulykkelige og forvirrede.

Simon Hanselmann var nomineret til Pingprisen 2014 for sin bog Life Zone i kategorien Bedste internationale tegneserie

360 sider, Forlæns

Oversat af Steffen Rayburn-Maarup

_MG_8129