”Shingal” af Tore Rørbæk og Mikkel Sommer

Nomineret i kategorien: BEDSTE DANSKE DEBUT – for forfatter Tore Rørbæk 

Journalistisk tegneserie beretter nøgternt og indtrængende  om folkemordet på ezidierne.

Folkemordet på ezidierne rangerer højt på den deprimerende lange liste over ISIS’ forbrydelser mod menneskeheden. Shingal fører os tilbage til dengang i 2014, hvor den nordirakiske minoritet kom under angreb af islamistiske fanatikere og måtte søge ly for kugler og knivsægge på det hellige bjerg Shingal.

Gennem interviews med overlevende rekonstruerer journalist Tore Rørbæk, der her debuterer som tegneserieforfatter, og den erfarne tegner Mikkel Sommer forløbet som set gennem en lille families øjne: Frygten, flugten, sulten og tørsten. Dramaet er mere antydet end det er smurt ud over siderne, men for den empatiske læser vil virkningen være så meget desto stærkere – ikke mindst takket være Mikkel Sommers udtryksfulde billedside.

Samtidig har Rørbæk en høne at plukke med dækningen af tragedien fra dengang, særligt hvad kurdernes rolle i tragedien angår. Det giver Shingal et journalistisk og historiefagligt ærinde, som gør den til andet og mere end en koncis og smukt tegnet genfortælling af en tragisk historie.

108 sider, Forlæns

Luk menu