SHAUN TAN: ”ANKOMSTEN”

SHAUN TAN: ”ANKOMSTEN”

Nomineret i kategorien:
Bedste børne/ungdomstegneserie

Shaun Tans fabel om at flygte og falde til er et overdådigt billeddigt.

Shaun Tans anmelderroste billedfortælling ”Ankomsten” er en hyldest til integrationens magi, fortalt uden ord, men med masser af delikate, sepiatonede blyantstegninger. Bogens hovedperson er en unavngiven flygtning, der forlader sin familie og sin forbandede hjemstavn og søger mod et utopisk drømmeland.

Vi ser ham drage af sted, ankomme og forsøge at finde vej i en fremmedartet verden. Undervejs møder han andre flygtninge, der fortæller historier om krig, folkemord og tvangsarbejde. Deres beretninger er arketypiske og ofte allegoriske, som den om manden, der må flygte fra formummede giganter. Senere søger vores helt arbejde og får det, og han sparer ihærdigt sammen, så familien kan følge ham til den nye verden.

Tan er en ferm billedfortæller. Han bruger mange filmiske greb, fra time-lapse til zoom og panoreringer, og han veksler behændigt mellem handlingsmættede billedsekvenser og store, betagende tableauer. Det er finurligt, at de tintede sort/hvid-illustrationer er slidte som stills fra en stumfilm, og Tans næsten fotorealistiske udtryk er overlegent eksekveret – også selvom en figur som familiemanden, der inviterer vores hovedperson til middag, vist har tilbragt en dag eller to i the uncanny valley.

”Ankomsten” er ikke historien om nogle bestemte flygtninge, men om flygtninge i al almindelighed. En smuk, idealiseret fantasi om at søge noget bedre og finde det.

128 sider, Forlaget ABC.