”Sexmagasinet Vol. 1” af Sofie Riise Nors

Nomineret i kategorien BEDSTE DANSKE DEBUT

Dansk tegneseries største mainstreamsucces i 2021 var et feministisk manifest

Siden Sexmagasinet Vol. 1 ramte tegneseriemarkedet, har Sofie Riise Nors ikke været til at undgå – og gudskelov for det. Nors, der allerede havde en følgerskare takket være illustratoropgaver og meme-profilen @waginapineapple, har nemlig en dagsorden og et projekt, der er al hypen værd.

Hendes solo-debut er et tegnet feministisk manifest, der tager arven op fra svenske Liv Strömquist og sætter den i en ung, dansk kontekst. Der er humor, der er selvironi, der er personlige anekdoter og hårde statistiske fakta. Og det hele er pakket ind i et lyserødt, ultrafeminint og hæmningsløst feministisk brand.

Nors’ streg bevæger sig provokerende mellem klassisk karikaturtegning og 00er-chic internet-stil. Det er indholdsdrevet men stadig bevidst om tegneseriens virkemidler og evne til at brænde igennem i en visuelt orienteret verden. Alle valg virker bevidste, alle pointer understreges med en sukkersødme, der dækker over dybt bitter ironi. Med Sexmagasinet Vol. 1 brænder Nors igennem med et betimeligt budskab og en fandenivoldsk attitude.

192 sider, Forlaget Cobolt

Luk menu