RUNE RYBERG: "GIGANT"

RUNE RYBERG: "GIGANT"

Nomineret i kategorien:
Bedste danske debut

Rune Ryberg debuterer med en hæsblæsende fantasytegneserie. Og Gigant afslører et stort talent og en vild og energisk fortælleglæde.

I en pangfarvet fantasyverden kæmper helten Ozzy for sin kæreste, Donna, der er blevet slugt at et tusindøjet kæmpemonster. Tegneseriens første billede viser et kæmpe, rektangulært ansigt, der udover en granskov i skumringen kigger sin læser direkte i øjnene med flammende og farveflimrende øjne. Billedet anslår på uudgrundelig vis noget mytisk, noget mystisk, noget hypnotisk og noget sitrende fantasifuldt.

Over de næste 60 sider udfolder en hektisk, morsom og actionmættet fortælling sig, virtuost tegnet og farvelagt. Rune Ryberg har en veludviklet sans for fortællende billeder og klassisk tegneseriekomik, der leder tankerne hen på franske mestre som Lewis Trondheim eller Joann Sfar og deres fælles-serie Donjon.

Gigant er en kærkommen og original tegneserieudgivelse, der ikke er bange for kulørt ramasjang. Rune Ryberg, der er uddannet animator, har gennemarbejdet sine figur- og monsterdesigns, og gjort sig umage med udviklingen af det fantastiske miljø, de bevæger sig rundt i. Og han mestrer på imponerende vis at iscenesætte sine hæsblæsende actionsekvenser, så der er plads til både spænding og humor.

60 sider, Forlæns