Nomineret i kategorien:
Bedste danske tegneserie
Rikke Villadsen blander western-parodi og queer-teori i Et knald til, hvor heltinden udfordrer præriens skrappe drenge og cowboyens rolle som macho-mand.
Et knald til er et godt eksempel på at man altid bliver overrasket af Rikke Villadsens fandenivoldske tegneserier. Med stor humor og næsten surrealistiske twists blander hun nemlig genrer og temaer i en bog, der hele tiden tager læseren på sengen.
Et knald til hudfletter og parodierer morsomt og rammende western-genrens mandsdominerede univers. Her er både saloons, dueller og hvad der ellers hører sig til. Men Et knald til er meget mere end pastiche-underholdning. Rikke Villadsens tegneserie er nemlig også en undersøgelse af moderne kønsroller og af køn som noget ambivalent og flertydigt – og så er det hele bare trukket igennem cowboyfilmens klicheer.
Rikke Villadsen, der også var Pingpris-nomineret i 2012 for sin tegneserie Ind fra havet, har en særpræget og uhøjtidelig stil, der lader læseren følge med i arbejdsprocessen på papiret. Halvt udviskede blåtonetegninger og skitsestreger afslører tegnerens redigeringer og blander sig helt færdige og gennemarbejde kompositioner. Rikke Villadsens udtryk er rastløst og famlende – og samtidig stensikkert og velovervejet.
Et knald til er en bemærkelsesværdig tegneserie, der stilsikkert går sine helt egne veje.
168 sider, Aben Maler