RICHARD McGUIRE: "HERE"

RICHARD McGUIRE: "HERE"

Nomineret i kategorien:
Bedste internationale tegneserie

Amerikanske Richard McGuire har skabt et nærværende, poetisk og uhyre ambitiøst tegneserieværk om et enkelt punkt, om et sted, om tegnerens barndomshjem – om her.

Der findes ikke mange tegneserier, der kan hamle op med Here af Richard McGuire. Først og fremmest er præmissen for projektet utrolig ambitiøs. Here er ganske enkelt historien om et ”her” – et sted og de begivenheder, der har fundet, og vil finde sted netop dér. Det ”her” han har valgt er sit eget barndomshjem i Perth Ambov, New Jersey. Som på små skærme udspiller der sig handling i overlappende ruder på hvert opslag.

Alting anskuet fra den samme vinkel, det samme hjørne af et rum – i de perioder, der altså er et rum. En mand ligger og læser avis i 1992 netop der, hvor to indianske kvinder vasker tøj i 1553. Der er fester, sygdom, sex og dinosaurusser på det sted. Tapet bliver sat op i 1949 og skrabet af igen i 1960. Det levede liv, den menneskelige tilværelse og de forunderlige gentagelser eller spejlinger, der sker over årene, er tankevækkende og rørende.

Farverne i Here er bløde og billederne smukke, hvilket heldigvis formilder den til tider tunge symbolik, Richard McGuire benytter sig af. Visnende blomster, tikkende ure og de mange montager af de bittesmå meningsløse hændelser, der udgør vor korte tid på kloden, efterlader på imponerende vis læseren med en sjælden undren og eftertænksomhed.

304 sider, Pantheon

Luk menu