“Paying the land” af Joe Sacco


Nomineret i kategorien: BEDSTE INTERNATIONALE TEGNESERIE

Øjenvidneskildring af det vilde nord og dets beboere
Joe Sacco er tegneseriens svar på en opsøgende journalist. Han har lavet tegneserier om konflikten i Palæstina og om borgerkrigen i ex-Jugoslavien, baseret på skaberens egne besøg i de nævnte områder og interview med de involverede parter.

Den samme metode har han senest anlagt på den oprindelige befolkning i det nordligste Amerika. Paying the land handler om Saccos besøg i Canadas kolde og olierige skove og de indbyggere, som han møder der såvel som deres forfædres historie.

Den omfangsrige tegneserie er et empatisk og grundigt researchet portræt af et folkeslag og en kultur, der som alle andre nulevende jæger-samler-folk har meget svært ved at klare sig bare nogenlunde helskindet igennem mødet med den såkaldte civilisation.

Sacco giver dem en stemme, så loyalt og ligefremt han nu kan, hvilket også afspejles i hans særligt sirlige stil, der præcist og detaljeret og en smule stift gengiver alt, som han nu ser det. Det er ikke kunst for kunstens skyld, men ord og streger med det formål at dokumentere og rapportere og udbrede kendskabet til og forståelsen for.

Paying the land er et vidnesbyrd, der måske vil stå tilbage, når de mennesker, det omhandler, for længst er blevet pulveriseret og opslugt i det store, vestlige samfundsmaskineri.

272 sider, Metropolitan Books

Luk menu