Niels Bo Bojesen, Jyllands-Posten mm

 

Nomineret i kategorien ÅRETS JOURNALISTISKE TEGNER

International letaflæselighed
Niels Bo Bojesen er tegneren med den internationale radar på Jyllands-Posten foruden magasiner og platforme verden over, ligesom han er en aktiv organisator for sine kolleger, så deres værker opnår synlighed.

Det internationale udblik har han koncentreret til en form af klare flader og definerede konturer, hvori denne verdens støjmagere er uden chance for at gemme sig.

Genkendeligt og uden sprogbarrierer lader han eksempelvis korruption og magtmisbrug afsløre sig i sammenstødet mellem deres egen selvforståelse og den scene, de nægter at befinde sig i.

Det er tegninger af ro og med runding over deres figurer. De kan så meget mindre skjule sig, fordi vi genkender deres menneskelige bund af svagheder.

Luk menu