TOVE JANSSON: ”MUMITROLDEN: DE SAMLEDE STRIBER” 5

TOVE JANSSON: ”MUMITROLDEN: DE SAMLEDE STRIBER” 5

Nomineret i kategorien:
Bedste børne/ungdomstegneserie

Tove Janssons stribeserie om Mumitrolden startede i 1953, da London-avisen The Evening News opfordrede finnen til at give sine populære Mumi-figurer liv i tegneserieform.

Mumitrolden blev en fremragende stribeserie, hvor de elskelige, flodhesteformede Mumier konstant udfordres på deres livs harmoniske, uproblematiske væren, enten af gæster, naturkatastrofer eller egne ambitioner. Alt sammen skildret med en sprudlende idérigdom, et underfundigt vid og en satirisk nerve, der gør indtryk den dag i dag.

For mumierne handler det om at have det godt og være gode ved hinanden. Idealer, ambitioner og principper er i Mumitroldens verden snarere forstyrrende griller end noget, det for alvor er værd at tillægge værdi. Så enkel og i sin yderste konsekvens radikal er stribens grundfilosofi.

Samtidig og mere overraskende fungerer Mumitrolden ofte som en meditation over forfatterens egen plads i verden. Som i fortællingen, hvor Mumifar slæber hele familien med til en gold klippeø for at realisere sin drøm om at forfatte den store finske roman.

I bind 5 er manuskripterne signeret Lars Jansson, men det er stadig søster Tove, der står for stregerne – hendes sidste som tegneserietegner. Det er ikke seriens storhedstid, vi har fat i, men søskendeduoen kan sagtens være deres sidste striber sammen bekendt, fra ”Mumivinter”s milde satire over uhøflige gæster og kønnenes rollespil til den genuint charmerende fortælling om ”Fjolledyret på frierfødder”.

88 sider, Carlsen.

 

Luk menu