”Muld og Mille 2: De to tossede tyranner” af Niels Roland

”Muld og Mille 2: De to tossede tyranner” af Niels Roland

Nomineret i kategorien:
Bedste børne-/ungdomstegneserie

Grævlingen Muld og skolepigen Mille vender tilbage i endnu et gakket og velfortalt eventyr af Niels Roland 

De to tossede tyranner har fart over feltet og godt med fyld på siderne. Knap er Muld og Mille vendt tilbage fra deres eventyr i bind 1 (den korte opsummering betyder dog, at nye læsere sagtens kan begynde her) før de kastes ud i det næste. Nogle sære, Bigfoot-agtige monstre skaber ravage til Milles skolefest og forpurrer både hendes og Mulds planer for aftenen. Monstrene viser sig at være styret af et par SS-agtige tvillinge-diktatorer fra en anden verden, der er kommet gennem en magisk portal og vil underlægge sig verden. Mille fører dem til sin folkeskole og indsætter dem på rektors kontor – så kan de passende begynde der. Det viser sig at være mere end vanskeligt. Mødet med skolens problem-klasse og fremkomsten af den mystiske superhelte ’Muldskelmand’ får på hæsblæsende vis sat gang i løjerne.

De to tossede tyranner er en vaskeægte tegneserie, der fint har klaret overgangen fra Weekendavisen til album. Ligesom første bind er den kort, men kompakt, og der er gang i den, så yngre læsere hverken behøver kede sig eller blive overvældede af at skulle kæmpe sig igennem en lang og tyk bog. Selv en urutineret læser kan nok komme igennem den på en eftermiddag og stadig have lyst til at gemme den på hylden til senere genlæsning.

47 sider, Calibat

Luk menu