“Zenobia” af Morten Dürr og Lars Horneman

“Zenobia” af Morten Dürr og Lars Horneman

Nomineret i kategorien: Bedste danske tegneserie

Zenobia er noget så sjældent som en dansk tegneserie om et aktuelt emne. Et knytnæveslag lige midt i solar plexus på dansk grænsekontrol og hjælp i nærområderne.

Den syriske pige Amina er på vej med et overlæsset flygtningeskib mod det trygge Europa, men skibet kæntrer, og i stedet er hun pludselig på vej mod havets bund. I en række flashbacks får man i glimt fortalt brudstykker fra hendes korte liv, hele tiden knyttet til en sansning fra havet. Forældrene og deres simple, fattige liv vises, krigens komme, afsked og flugt fra hjemlandet.

I en meget ordknap fortællestil lader Morten Dürr i stedet Lars Hornemans tegninger få ordet, hvilket han ikke er sen til at gribe. Med store, udtryksfulde billeder, hvor det blågrønne, voldsomme Middelhav spændes op mod det brungule, rolige og samtidig krigshærgede Syrien.

Det er et typisk greb fra både medier og kunst, at man ser en større sammenhæng ud fra et individs synsvinkel. Men hvor man kan være stærkt kritisk over for det i mediernes brug, så har kunsten altid givet os mulighed for identifikation og empati ved at dykke ned i komplekse problemstillinger og give os et indblik i noget, der ellers virkede svært tilgængeligt eller kompliceret. Og det er mere end vanskeligt ikke at blive rørt over Zenobias virkningsfulde vekslen mellem hverdagsliv, krig og en lille pige på vej ned i havets dyb.

100 sider, Cobolt