MATHILDE GARREAU: "I LOVE DENMARK"

MATHILDE GARREAU: "I LOVE DENMARK"

Nomineret i kategorien:
Bedste danske nettegneserie

I Love Denmark er franske Mathilde Garreaus charmerende og energiske livtag med livet i Danmark – og livet med danskerne – set fra tegnerens arbejdsbord.

Mathilde Garreau er navnet på en af de mange talentfulde tegnere fra uddannelsen Grafisk Fortælling på Animation Workshop i Viborg. Under et intensivt undervisningsforløb i webcomics ved Stinestregens  Stine Spedsbjerg blev de studerende bedt om at lave en online-serie og opdatere den ugentligt. I Love Denmark er et forrygende produkt af denne udfordring og er meget langt fra at ligne en skoleopgave. Tværtimod er stregen levende, gæv og energisk: tegningerne sprudler af fortælleglæde og energi.

Mathilde er glad i låget, og det smitter. I små morsomme, selvbiografiske tableauer ser vi den langlemmede tegner snegle sig i skole, med nød og næppe overleve DSB’s familiekupe og naturligvis lære at sætte pris på det lækre danske klima.

Det er simpelthen tæskecharmerende, når hendes entusiasme for friskbrygget morgenkaffe eller et iskoldt brusebad formidles med sikker hånd. Niveauet er meget højt, og man kan roligt glæde sig til mere fra denne unge franskmand.

Læs “I Love Denmark” her.