MAREN UTHAUG: “MARENS BLOG”

MAREN UTHAUG: “MARENS BLOG”

Nomineret i kategorien: Bedste nettegneserie

Danmarks måske mest feterede tændstikdame scorer hattrick: “Marens blog” er for tredje gang nomineret til en Pingpris for Bedste Nettegneserie.

Maren er kærester med ”Smukke Allan” og har tre piger og et gammelt hus på Frederiksberg. Men ”Marens blog” er langt fra en blog om hjemmebag og boligindretning. Marens alter ego er en tændstikskvinde, der trækker pistolen og skyder sin kat i vrede, gemmer sit gamle opvask i en box of shame på kontoret, indtil de andre finder ud af, hvor klam hun er, kommer til at sige ”pik” til naboerne og som umotiveret forklarer en Politiken-interviewer at ”det var vist det år, jeg fik min første menstruation eller var det dét år, jeg fik finger?”

Kombinationen af teksternes bizarre humor og de små variationer i tændstiktegningerne – hårtotterne der løfter sig op til et vredesudbrud og krøller sig sammen i fortvivlelsens stund – er en stor del af charmen ved ”Marens Blog”. Og også en af grundene til, at Maren Uthaug kan læses hver dag i Politiken med stribeserien ”Ting jeg gjorde”, der også bliver lagt på bloggen.

http://marensblog.dk/